Handelskrig giver bekymring hos Vestas

Vindmølleproducenten Vestas har holdt næsen i sporet i første halvår. Men den globale usikkerhed giver uro.

Vestas-mølle
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Vestas har øget sin omsætning og fastholdt sit resultat i andet kvartal af 2018. Prispres i markedet og den ulmende handelskrig har været i fokus. Og mens de værste scenarier ikke har udspillet sig, giver de stadig bekymring.

Samlet omsatte Vestas for 2,3 milliarder euro i andet kvartal - de tre måneder, der sluttede med juni. Overskuddet landede på 184 millioner euro. Det er nogenlunde det samme som i samme periode sidste år.
    
- Eksterne faktorer såsom eksisterende og potentielle tariffer skaber ydermere nogen usikkerhed i industrien. På denne baggrund er jeg meget tilfreds med, at Vestas fortsat leverer markedets bedste marginer, skriver administrerende direktør Anders Runevad i regnskabet.
    
Netop handelskrigen har været i fokus, da stål og aluminium var noget af det, der først blev ramt af straftold fra USA's side. Det er vigtige råvarer for Vestas.
    
I regnskabet afdæmper Vestas da også sine forventninger til hele året - omend kun en smule.
    
Fra at vente en omsætning på 10-11 milliarder euro ser Vestas nu en omsætning på 10-10,5 milliarder euro. Og mens selskabet før forventede et driftsresultat på 9-11 procent af omsætningen, ses nu 9,5-10,5 procent.

Priser under pres

Fokus for Vestas, der stadig henter mange nye ordrer, har været på priserne. De har været under pres og faldt da også i andet kvartal.
    
I de første tre måneder af 2018 kunne Vestas tage 0,73 millioner euro per megawatt. I andet kvartal var prisen faldet til 0,71 millioner euro. I slutningen af 2016 kunne Vestas tage 0,95 millioner euro per megawatt ifølge Ritzau Finans.
    
- I andet kvartal stabiliserede prisen per megawatt sig omkring de seneste kvartalers niveauer, men påvirker fortsat resultaterne på kort sigt, skriver Anders Runevad i regnskabet.
    
Vestas øgede ordreindtaget i andet kvartal til 3,8 milliarder euro. Det er en markant stigning fra samme periode i 2017, hvor ordreindtaget lød på 2,7 milliarder euro.