Havvindmøller: Leo skal holde dem snurrende
Horns Rev 3 giver fast arbejde til serviceteknikerne de næste mange år. En af dem som skal arbejde på møllerne er Leo Pasgaard Cramon.
I dag trykker Kronprins Frederik på knappen, og så begynder 49 kæmpevindmøller at producere strøm på Horns Rev 3.
En stor dag for mange, men for vindmølletekniker, Leo Pasgaard Cramon fra Nørre Nebel, er det kulminationen på flere års arbejde med at gøre møllerne klar. Derfor er dagen i dag, i virkeligheden, bare endnu en dag på det vindblæste kontor:
- Det er selvfølgelig spændende og rigtig fint. Men for os teknikere, så er det faktisk ikke det helt store, vi har jo gået herude og arbejdet i lang tid, siger Leo Pasgaard Cramon.
Vindmøllerne er designet til 25 års drift og vil fra 2024 blive serviceret og vedligeholdt fra Hvide Sande Havn på den jyske vestkyst, hvor Vattenfall etablerer egne faciliteter. Ind til da servicerer Vattenfall møllerne i samarbejde med mølleleverandør Vestas MHI fra Esbjerg.
- Vi sejler ud og laver service om morgenen, hvis der er nogen der står stille, så får vi det rettet. Og ellers handler det om at lave almindeligt vedligehold på møllerne, siger Leo Pasgaard Cramon.
Og selvom møllerne altså nu snurrer, så skal Leo Pasgaard Cramon og kollegerne regne med fast arbejde de næste mange år, når møllerne har brug for service:
- Det er jo meget udfordrende og spændende. Det er meget nyt for os, for selvom vi har arbejdet i mange år med møller, så har vi aldrig arbejdet med de her store møller før, siger Leo Pasgaard Cramon.
Arbejdspladser med base i Hvide Sande
Når vindmøllerne på Horns Rev 3 i fremtiden skal serviceres, vil det ske fra drifts- og vedligeholdelsescentret i Hvide Sande. Og det kommer til at betyde arbejdspladser.
- Vi forventer at beskæftige 25-30 fuldtidsmedarbejdere med base i Hvide Sande og at etablere egne faciliteter på havnen. Derudover har vi og vores samarbejdspartnere brug for lokale leverandører. Vi får brug for forskellige serviceydelser, lige fra teknisk support af vores udstyr til rengøring og bygningsvedligeholdelse, siger Michael Simmelsgaard, direktør for Vattenfall i Danmark, i en pressemeddelelse.
Leo Pasgaard Cramont har arbejdet på Horns Rev i et års tid. Men i alt har han har arbejdet med vindmøller i 20 år. Og med de nye møller på plads, så vil han ligesom møllerne fortsætte med at snurre lang tid endnu:
- Jeg regner nok med at skulle arbejde herude ihvertfald i en 20-25 år mere. Det bliver aldrig kedeligt det her, siger Leo Pasgaard Cramon.