Hoteller og feriecentre ligger over niveauet før corona
Hoteller, feriecentre og campingpladser havde flere overnatninger i første halvår end før covid-19.
Den danske turistbranche ser ud til for alvor at være sluppet ud af coronavirussens kløer - i hvert fald når det gælder efterspørgslen fra gæsterne.
Tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af overnatninger på hoteller, feriecentre, campingpladser og vandrerhjem i juni måned var det højeste nogensinde med godt 4,5 millioner.
Lægger man tallene for første halvår sammen, når man op på knap 15,5 millioner overnatninger. Det er otte procent flere end i 2019.
Tallene viser desuden, at udlændingene igen er vendt tilbage til Danmark efter to års pause, men også at antallet af danske overnattende er højere end nogensinde før.
Det glæder Maria Krüger Torp, der er chef for turisme- og oplevelsesøkonomi i Dansk Industri.
- Det er den bedste start på en sommer, vi nogensinde har set. Der er rekord med både danske og udenlandske gæster, og det er vi selvfølgelig utroligt glade for.
- Corona har gjort noget godt på den måde, at vi har fået øjnene op for vores eget land. Samtidig kan vi se, at de udenlandske gæster, der er kommet her i mange år, er forblevet loyale, siger hun.
Hun mener, at det har haft stor betydning, at Danmark, som et af de første lande, droppede coronarestriktionerne i februar.
Kan opturen fortsætte?
Spørgsmålet er så, om der er tale om et engangstilfælde, eller om det kan lykkedes at fortsætte den løbende vækst, der også foregik i årene inden corona.
- Der ligger en opgave for os i branchen for at fastholde det momentum, vi har. Det kræver flere investeringer i ny overnatningskapacitet, og at vi har en planlov, der giver os mulighed for at leve op til efterspørgslen.
- Og så skal vi have løst de udfordringer, vi har i forhold til at rekruttere medarbejdere. Vi skal blandt andet blive bedre til at tiltrække unge, der kan arbejde ved siden af gymnasiet og studierne, siger Maria Krüger Torp.
Hotelbranchen havde det ekstra hårdt under coronarestriktionerne. De har imidlertid oplevet en vækst i antallet af overnatninger på 177 procent, når man sammenligner første halvår i år med samme periode sidste år.
Feriecentrene har tilsvarende haft en vækst på 113 procent, mens campingpladsernes vækst lyder på 19 procent.