Spærret hovedvej sejler i vand: Nu tager uvejret for alvor fat i landsdelen
Blæsevejret har for alvor ramt det midt- og vestjyske.
Uvejret har ramt det midt- og vestjyske.
Mandag aften er rute 26 nord for Skive oversvømmet af vand, og derfor er vejen spærret i begge retninger. Vejdirektoratet er derfor tilstede med en slamsuger.
- Slamsugeren kan hjælpe med at håndtere det vand, der er på vejen, siger Kim Burkharb, der er vagthavende ved Vejdirektoratet.
Det er uvist, hvor lang tid det vil tage at fjerne vandet med slamsugeren, men på Vejdirektoratets hjemmeside står der, at vejen først forventes genåbnet tirsdag morgen.
Ligeledes skriver de, at vindfølsomme køretøjer frarådes at passere Sallingsundbroen.
Henning Gisselø, der er vagthavende meteorolog ved DMI, fortæller, at der flere steder langs Vestkysten forventes vindstød af orkanstyrke i nat og i morgen tidlig.
Det betyder, at flere færgeoverfarter i landsdelen er aflyst tirsdag. Thyborøn-Agger-færgen forventes at være afaflyst fra klokken 6 og frem.
Hvalpsund-færgen har ligeledes aflyst alle afgange, mens Venø-færgen også forventer aflysninger i nat og i morgen formiddag.
Tog aflyst
På flere strækninger kommer togene tirsdag til at køre én gang timen i stedet for hver halve time.
Det oplyser Banedanmark på X.
I Midt- og Vestjylland drejer det sig om strækningerne Aarhus-Herning, Vejle-Struer og Aarhus-Viborg.
Kommunikationschef for GoCollective, Mikkel Juul, oplyser, at ændringen skyldes det varslede stormvejr over landet.
- Der er visse strækninger, som vi betegner som 'risikostrækninger', hvor der er øget risiko for væltede træer. I morgen kører togene derfor med nedsat risiko for at mindske skaderne ved en eventuel kollision med et træ, siger han.
Høj vandstand
En vandstandsmeteorolog ved DMI fortæller, at vandstanden vil stige omkring 2,5 meter over det normale niveau langs den jyske vestkyst.
Det er dog set før på de kanter. De er også beskyttet af en god klitrække, siger Mette Zhang fra DMI.
På havnen i Hvide Sande har de derfor gjort klar til at tage imod blæsevejret. Normalt kan nattevagten klares via hjemmearbejde, men i nat vil der været fysisk personale tilstede på kontoret.
Det fortæller Mogens Pedersen, der er direktør på Hvide Sande Havn.
- Det her er en da de stormvarsler, man er nødt til at tage alvorligt. Vi er vant til, at det blæser, men det er ikke hvert år, at vi får så meget vand, som der er udsigt til i nat. Vi forventer, at det vil kulminere i morgen tidlig ved 6-tiden, siger Mogens Pedersen.