Julehjælpen i fare: - Jeg får ondt i maven, som det ser ud lige nu
Siden Mødrehjælpen åbnede for den årlige ansøgning til julehjælp, er det væltet ind med ansøgninger. Ifølge direktør i Mødrehjælpen er behovet for støtte i år særligt stort.
- Jeg glæder mig i denne tid, nu falder julesneen hvid.
Sådan synger de i Peters jul.
Men festlighederne koster, og derfor er det er ikke alle, der ubekymret kan glæde sig til højtiden i december måned.
Mødrehjælpen er en af de organisationer, der giver julehjælp til danske familier, og siden de åbnede for ansøgningerne, har de modtaget knap 13.000 ansøgninger, hvilket er 71 procent flere ansøgninger sammenlignet med samme tid sidste år.
- Der er rigtig mange familier, som allerede nu her i starten af november er superbekymrede for, om man er i stand til at holde en god jul, når det bliver 24. december, siger direktør i Mødrehjælpen, Ninna Thomsen.
I værste fald går det ud over børnene, hvis de ender med at være nødt til at afvise nogle af ansøgningerne, forklarer hun.
- Så har familierne ikke andre muligheder tilbage, og så er julen faktisk aflyst hjemme hos dem, og det kommer i sidste ende til at betyde, værst af alt, at der er børn, der ikke får holdt jul.
Flere ansøgninger og færre donationer
I ansøgningsskemaet til Mødrehjælpens Julehjælp har mere end hver tredje forældre angivet, at det er de stigende priser, som er den primære årsag til, at de søger hjælpen i år.
Ifølge direktør Ninna Thomsen vidner det om en særlig stor økonomisk desperation i år.
- Vi kan mærke det på alle måder. Vores rådgivere taler på daglig basis med familier, der er desperate. Vores frivillige lokale, også i jeres område (Midt- og Vestjylland, red.), kan se, at der er flere, som køber genbrugstøj, og at vi generelt har en meget større søgning, forklarer hun.
Årsagen til den stigende interesse ser Ninna Thomsen som resultat af den økonomisk pressede situation, som mange flere familier end normalt står i denne vinter.
- På den ene side er der voldsom stigning i, hvor mange der har brug for julehjælp sammenholdt med, at der måske er færre danskere, der kan bidrage med julehjælp, fordi de selv er pressede. Så jeg frygter, at vi slet ikke kan hjælpe alle de familier, som kommer til at søge, uddyber hun.
Ingen julehjælp uden julehjerter
Mødrehjælpen frygter, at færre vælger at donere til julehjælpen i år, netop fordi alle er økonomisk pressede, hvilket for alvor dér, Ninna Thomsen ser, at det kan blive kritisk.
- Jeg får ondt i maven, som det ser ud lige nu. For jeg kan jo godt se, at jeg går ud og beder om meget, fordi alle danskere jo kan mærke det lige nu på pengepungen, siger direktør i Mødrehjælpen Ninna Thomsen.
Hun har derfor en appel til de danskere, der har råd til at støtte med bare et lille beløb.
- Jeg ved godt, at vi beder om meget lige nu, men jeg håber, at der er overskud til at støtte julehjælpen, for der er simpelthen familier, der er i tvivl om, om de kan give en julegave til deres børn i år.
Det er muligt at støtte årets Julehjælp hos Mødrehjælpen og andre hjælpeorganisationer som Dansk Folkehjælp, Blå Kors og Røde Kors på deres hjemmesider.
Hos Mødrehjælpen kan man desuden ansøge om at få julehjælp helt frem til 9. december.