Kæmpe razzia på motorvej: - Vi har ikke lavet en kontrol i den her størrelse her før

Flere myndigheder stod klar fredag på motorvejen syd for Herning for at kontrollere lastbiler og varevogne.

2:21
Politi og flere styrelser var fredag mødt taltstærkt op ved rastepladserne ved Søby, for at gennemføre en omfattede tungvognsrazzia.
Foto: Martin Sodemann, TV MIDTVEST

Lastbiler og varebiler fyldte det meste af rastepladserne på Herningmotorvejen ved Søby fredag.

Politiet holdt nemlig landsdelens hidtil største razzia, hvor både Færdselsstyrelsen, Miljøstyrelsen, Arbejdstilsynet, Militærpoliti, Fødevarestyrelsen og politiet var til stede for at kontrollere køretøjerne.

- Vi var omkring 70 mennesker samlet til at udføre kontrollen, og vi har ikke lavet en kontrol i den her størrelse her i landsdelen før, fortæller Claus Kjær-Pedersen, der er politikommissær ved Nordjyllands Politi og tilføjer:

- Indtil videre har der kun været småting, så det er ikke længerevarende sagsbehandlinger, vi skal i gang med.

Ofte holder politiet kæmpe razziaer på de store motorveje omkring Aalborg og Aarhus i Jylland.

Stille og rolig razzia

Under razziaen tjekkede myndighederne alt fra lønkontrol, social dumping, hviletidsbestemmelser, fødevarekontrol og bremsekontrol.

Og en af dem der fik tjekket sin lastbil, var Henrik Skov fra Stoholm. Hans lastbil gik dog ikke gennem kontrollen, og han måtte derfor ikke køre fra stedet, fordi et dæk havde en flænge.

Han tog dog situationen stille og roligt og fik skiftet dækket.

- Det er godt, der er razzia, for der kører jo helt sikkert ting rundt, som ikke er i orden. Så det er godt, der bliver tjekket op. Flængen er selvfølgelig ikke okay, og nu bliver den skiftet, siger Henrik Skov.

Knap 200 standsninger

Under dagens razzia har politiet standset 162 lastbiler, hvoraf 44 var udenlandske. 

Politiet fandt 16 tilfælde, der var til fare for trafikken. Tallene er ikke endelige, og skal derfor ses med et vis forbehold.

Derudover standsede politiet 24 varebiler, hvoraf der blev rejst sag mod fire af dem. Disse sager er ikke nærmere specificeret.

Ifølge Claus Kjær-Pedersen, der ledede politiets aktion i dag, er det et positivt resultat.

- Det er et forventeligt resultat fra den her type razzia. Med det sagt, er der en tendens til en positiv udvikling. Førhen kunne man næsten lave sager på alle biler, siger han.

Under razziaen foretog politiet også fartkontrol i form af betjente på motorcykler. Kontrollen førte til i alt 30 hastighedssager, hvor føreren enten fik et klip eller en betinget frakendelse af sit kørekort.

Ovenstående tal er udelukkende baseret på politiets sager. Der er endnu ikke overblik over sagstal fra de andre styrelser, der var til stede ved razziaen.

- Da vi kun har tal fra politiets sager, er der jo et kæmpe mørketal. Forsvaret og styrelserne har jo også haft fat i nogen, men det er ikke sikkert, de oplyser de tal, siger Claus Kjær-Pedersen.

Razziaen stod på fra klokken 9:30 til 17:00.