Kvinde voldtaget til traktortræk - og en anden på rutebilstationen

Den ene skete til et traktortræk.

Genrefoto.
Genrefoto.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

I weekenden har Midt- og Vestjyllands Politi modtaget to anmeldelser om voldtægter - en i Brande og en i Skjern. 

Voldtægten i Brande skete fredag nat, og anmeldelsen lød på, at en 29-årig kvinde var blevet voldtaget til et traktortræk-arrangement i Brande.

 - Kvinden fortæller, at hun er blevet voldtaget på et toilet ved arrangementet af en gerningsmand, hun ikke kender, siger Bent Smedegaard fra lokalpolitiet i Herning.

Gerningsmanden er fortsat på fri fod. 

Natten til søndag anmeldte en anden kvinde også en voldtægt, som var foregået på rutebilstationen i Skjern.

Søndag morgen anholdt politiet så en mand, som er mistænkt for at være gerningsmanden i den sag.

Sagen bliver nu efterforsket, men den anholdte mand skal ikke i grundlovsforhør, fortæller Poul Fink fra Central Efterforskningen. 

- Vi har hørt de to involveres forklaringer, og selvom man stort set er enig om de faktiske forhold - at de har været sammen på det tidspunkt - så er det to forskellige udlægninger af, hvad der er sket. Men det er juridisk vurderet, at der ikke er grundlag for en fremstilling, siger Poul Fink. 

Han kalder voldtægtssager "vanskelige", fordi der ofte er tale om påstand mod påstand. 

- Især de sager, hvor det er to parter, der kender hinanden, men er uenige om, hvad der er sket, siger Poul Fink. 

Efterforskningen af begge sager er fortsat i gang.