Landsdelen topper dødsstatistik - men der er én god nyhed
20 trafikanter mistede i 2020 livet på de midt- og vestjyske veje.
20 gange i 2020 måtte Midt- og Vestjyllands Politi sammen med beredskab rykke ud til et dødsfald på de midt- og vestjyske veje.
Det seks gange mindre end året før.
Det står klart nu, hvor Vejdirektoratet har udgivet sin årlige rapport for dødsulykker på de danske veje.
Men selvom antallet af trafikdræbte på landsdelens veje er faldet, såer Midt- og Vestjylland stadig den landsdel - sammen med Sydøstjylland -, hvor flest mister livet i trafikken.
På landsplan mistede 163 personer livet i trafikken i Danmark i løbet af 2020. Det er det laveste antal dræbte i trafikken på et år, siden ulykkesstatistikken startede i 1930.
- 163 dødsfald er stadig mange. Vi skal have det tal endnu længere ned, og vi er politisk i fuld gang med at bidrage til den udvikling, siger transportminister Benny Engelbrecht (S) i en pressemeddelelse.
Af undersøgelsen fremgår det, at to ud af tre dødsulykker sker uden for byerne, mens de døde i 30 procent af dødsulykkerne ikke var spændt fast med sele.
Tyder på coronaeffekt
Hvis man dykker ned i tallene kan man se, at der er stor forskel på, hvornår folk dør i trafikken.
Eksempelvis ses et stort fald i antallet af trafikdræbte under forårets coronanedlukning i 2020. I maj var der blot fem på landsplan, der mistede livet i trafikken.
Til sammenligning var der i september samme år 20 mennesker, der omkom i trafikken.
- Det er vigtigt at understrege, at trafiksikkerhed også kræver, at alle bilister har øjnene på vejen og hænderne på rattet, når de kører bil, siger transportminister Benny Engelbrecht.
I forrige uge besluttede aftalekredsen bag infrastrukturaftalen at udmønte 50 millioner kroner af de i alt 700 millioner kroner, som er afsat i aftalen til forbedret trafiksikkerhed.
De første midler vil blive taget i brug næste år til at forebygge eneulykker og frontalkollisioner.