Licensen afskaffes: Så meget kommer du til at spare

En årlig besparelse på 1200 kroner for enlige eller 160 kroner for par. Det er resultatet af medieaftale.

20180316-120646-l_46mb.jpg
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Danskerne kommer til at slippe billigere, når de skal betale til DR.

Det er resultatet af en ny aftale mellem regeringen og DF, fastslår finansminister Kristian Jensen (V).

Partierne i blå blok blev fredag enige om at skære 20 procent af DR's budget og afskaffe licensen. I stedet skal danskerne betale til DR over skatten. Det skal konkret ske ved at skære i personfradraget.

På forhånd var der fokus på, om det vil ramme familier med to voksne, som fremover begge får beskåret deres personfradrag - i stedet for at betale en samlet licensregning for hustanden.

Alle kommer til at spare penge

Ifølge regeringens beregninger bliver det dog ikke tilfældet. Alle får en besparelse.

Den største besparelse går som ventet til enlige. I stedet for en årlig licensregning på 2343 kroner slipper enlige med 1242 kroner med den nye model.

For et LO-par vil besparelsen blive 166 kroner. Den lavere besparelse skyldes, at både far og mor får beskåret deres personfradrag.

Mediecheck til pensionister 

For pensionistpar med nedsat licens bliver lempelsen ved afskaffelse af licensen på 1171 kroner.

Der indføres en ny mediecheck på 900 kroner til de fattigste pensionister.

Checken er skattepligtig, men fritaget for indkomstmodregning ved opgørelse af boligstøtte efter samme principper som ældrechecken.

Den enlige pensionist med nedsat licens får en besparelse på 628 kroner ifølge regeringens beregninger.

Regeringen og Dansk Folkeparti har gjort det til en betingelse for andre partier, at de accepterer den økonomiske ramme, hvis de skal være med i medieforliget.

/ritzau/