Lige nu er forholdene perfekte: Sådan finder du dit eget rav

Hvis du vil lære at finde rav, så er det optimalt et optimalt tidspunkt at starte.

Michael Madsen er bidt af at samle rav.
Michael Madsen er bidt af at samle rav.
Foto: Allan Ødegaard, TV MIDTVEST

Det blæste kraftigt langs kysten i weekenden, og det er gode nyheder for en ravsamler. For efter storm kommer rav, fortæller Michael Madsen fra Jyllandsakvariet i Thyborøn.

- Endelig har vi haft et rigtig godt stormvejr. Sådan et der rigtigt får blæst det hele igennem. Og nu drejer vinden om lige så stille, så der kommer helt sikkert rav. Det er kun et spørgsmål, om det bliver i eftermiddag, i aften eller på et andet tidspunkt. Men chancerne for at finde noget er rigtig gode de næste par dage, fortæller han begejstret og tilføjer:

- Det stormene kan, det er, at de kan give de gode stykker rav.

Sådan finder man rav

Michael Madsen har fundet meget rav i sit liv. Efter et stormvejr i 2015 fandt han hele 800 gram i løbet af en dag. Men det er sjældent.

Men man skal lede de steder, hvor der ligger det, som han kalder ’skidt’. Skidt er pinde, døde søstjerner og andre lette ting, som er blevet skyllet op fra havbunden.

- Det ligger gemt nede i pindelaget i bunden, så der skal noget storm til at få rusket gang i det. Når det så kommer op, så ligger det og bliver kastet lidt rundt, indtil bølgerne og strømmen falder til ro. Så kommer det med op med højvandet.

Hør Michael Madsen fortælle om, hvordan man finder rav i videoen nederst i artiklen.

Nemt at genkende

Michael Madsen afholder ravsafarier ved kysten, og han hører tit, at man skal bide i gyldne sten for at tjekke, om det er rav.

- Det er jeg ikke sikker på, at tandlægen synes, er en god idé. Men man kan slå det let mod tænderne og så mærke, at der er tale om et blødere materiale, siger han.

Han mener dog, at det er nemt nok at mærke forskel, uden det skal i kontakt med tænderne.

- Det er ikke bare en sten. Når man står med det i hånden, så kan man tydeligt mærke, der er forskel. Rav er let som plastik. Sten er tungere og koldere. Rav bliver aldrig koldt. Det er tydeligt at mærke på den her tid af året, slår han fast.

0:36
Michael Madsen fortæller her, hvor du bedst kan finde rav.