Livsfarligt misbrug breder sig

Fire procent af unge mellem 15-19 år har taget opioider de seneste 12 måneder. Flere behandlingstilbud efterspørger mere oplysning til både børn og forældre om de vanedannende piller.

0:59

- Man kan dø af det.

Ordene kommer fra Anne-Mette Jespersen, der er leder af Rusmiddelcenter Herning, som behandler unge på ned til 16 år for forskellige misbrug. 

Hun taler om opioider. 

- Vi oplever, at de unge, der kommer ind har større og større brug af blandt andet Oxycontin. Det er alvorligt bekymrende, siger hun.

Anne-Mette Jespersen er leder af Rusmiddelcenter Herning.
Anne-Mette Jespersen er leder af Rusmiddelcenter Herning.
Foto: Tina Bangsgaard, TV MIDTVEST

Oxycontin er et opioid, som er stærkt vanedannende, meget farligt, og som bruges til at behandle stærke smerter. Og disse opioider optræder mere og mere hos unge i misbrug.

At miste sit barn til stofferne har Nana Wad oplevet i sommeren 2024. I TV 2-dokumentaren 'Kernen – Min søn døde på piller' råber hun nu op om problemet med de vanedannende piller. For at sønnens død ikke skal være forgæves.

14.000 børn og unge

På Rusmiddelcenter Herning oplever Anne-Mette Jespersen, at langt flere unge end tidligere kommer i behandling for misbrug af de afhængighedsskabende piller. Det samme viser tallene på landsplan.

Hos Misbrugscenter Tjele genkender man også statistikken. Nikolai Poulsen er afdelingsleder, og han fortæller, at der de sidste år er kommer flere borgere i behandling af opioidmisbrug. Og de bliver yngre og yngre.

0:15
I 2023 sendte TV MIDTVEST historien om 19-årige Marcus fra Herning, som på daværende tidspunkt var i gang med behandling for sin afhængighed af Oxycontin.

- Jeg tænker, at det er et udtryk for, at de unge mennesker er i mistrivsel, og at det er så tilgængeligt, som det er, blandt andet via de sociale medier, siger han.

Og derfor skal der sættes ind langt tidligere, så de unge ikke udvikler et misbrug, mener Anne-Mette Jespersen.

- Tættere på de unge skal der være større opmærksomhed på, hvem der mistrives, siger hun.

Nikolai Poulsen er afdelingsleder ved Misbrugscenter Tjeles afdelinger Vingehus og Langsødal.
Nikolai Poulsen er afdelingsleder ved Misbrugscenter Tjeles afdelinger Vingehus og Langsødal.
Foto: Tina Bangsgaard, TV MIDTVEST

En ny analyse fra Rockwool Fonden viser, at fire procent af de unge mellem 15-19 år har taget opioider de seneste 12 måneder. Omregnet er det cirka 14.000 børn og unge.

Det er over dobbelt så mange, som Sundhedsstyrelsens undersøgelse fra tidligere i år viste i aldersgruppen 18-25 år.

For både Anne-Mette Jespersen og Nikolai Poulsen ser de, at en del af løsningen på den triste statistik, er oplysning. 

For selvom pillerne kan være nemme at få fat på, så mener de begge, at både børn, unge og forældre kender for lidt til alvoren bag præparatet, der nemt kan gemmes i lommen.

- Jeg kan godt opleve, at den yngre generation ikke er så oplyste. Jeg håber, at der bliver sat tiltag ind for at oplyse dem om konsekvenserne ved de her piller, siger Nikolai Poulsen.