Maj slår rekorden: Aldrig er der blevet målt så mange soltimer
Solen har skinnet mere end 347 timer på én måned. Så mange soltimer er der aldrig før målt i Danmark.
Sol, sol og atter sol.
Maj har vist sig fra søde side, og nu går maj 2018 over i historien som den mest solrige måned siden 1920, hvor DMI's meteorologer begyndte at måle soltimer.
Klokken 19.00 onsdag passerede vi nemlig 347 soltimer, som var den seneste rekord fra maj 2008. Det fortæller Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
Det svarer til, at vi hver dag i maj måned har fået mere end 11,5 timer sol.
- Det er utroligt, at vi har haft så højtrykspræget vejr så længe.
- Vi har haft højtryksdomineret vejr lige siden starten af maj. Det har givet alle disse solskinstimer og de høje temperaturer, siger klimatolog hos DMI Mikael Scharling om årsagen til det gode vejr i maj.
Og solen bliver ved med at skinne på månedens sidste dag torsdag. Dermed kan den udbygge rekorden og give maj et resultat på op til 365 soltimer.
Netop maj plejer at tiltrække solens stråler. Nummer to på listen over måneder med flest soltimer er maj i 2008 med 347 soltimer, mens nummer tre på listen er maj i 1947. Her var der 330 soltimer.
I alt indtager maj seks ud af ti pladser på listen over de ti måneder med flest soltimer siden 1920.
DMI måler soltimer fra 28 steder i Danmark, der sender data.
En soltime bliver defineret ud fra, hvor meget solstråling der er. Ved helt skyfrit er der 100 procent solstråling, men er der letskyet, kan det også betegnes som en soltime, hvis der slipper mindst 80 procent stråling igennem skyerne.
Når solen hænger helt lavt på himlen ved solopgang og solnedgang, så tæller det ikke med i målingen. Derfor trækkes dagens første og sidste halve til hele time fra. Hvor meget der trækkes fra, afhænger af årstiden.
Det er ikke den eneste rekord, som maj slår i år. Tidligere på måneden blev der sat varmerekord for maj. Og hos DMI forventer man, at gennemsnitstemperaturen for maj når 15 grader.
Vi skal helt tilbage til 1889 for at finde den seneste rekord, og her var gennemsnitstemperaturen for maj 13,8 grader.
- Det er en mere signifikant rekord. Det er et stort hop, og man kan nok sige, at vi ikke ville have nået derop i 1889. Den globale opvarmning har skubbet bag på denne her rekord, siger Mikael Scharling.