Midtjyder er bedst til at skrotte gamle dieselbiler

På tre uger valgte flere end 2.500 midtjyder at skille sig af med deres gamle dieselbil. Det skriver Miljøstyrelsen i en pressemeddelelse.

(Arkivfoto)
(Arkivfoto)
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Midtjyderne er vilde med at spare penge. Det kommer også til udtryk, når det gælder salg af gamle biler. Midtjyderne lægger sig nemlig helt i front, efter at Miljøstyrelsen tilbage i februar 2020 genåbnede den særlige pulje med adgang til en forhøjet skrotningsgodtgørelse for dieselbiler, der blev indregistreret før 2006. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Miljøstyrelsen. 

I Midtjylland valgte hele 2.509 at skrotte deres gamle dieselbil. Dermed fik de hver 5.000 kroner på kontoen og tilsammen en førsteplads som de mest skrotivrige.

- Tusindvis af danske bilejere benyttede sig af muligheden for at få en forhøjet skrotningsgodtgørelse for deres ældre dieselbil, da puljen var åben sidst. Som forventet gjorde det sig også gældende denne gang efter genåbningen af puljen i februar, hvor vi i løbet af få uger udbetalte skrotpræmier til flere end 9.000 danskere, siger kontorchef i Miljøstyrelsen Anne Elizabeth Kamstrup.

Dieselpuljen blev relanceret fordi man ønskede at skubbe til skrotningen af de ældste og mest forurenende dieselbiler. Dieselbilerne, der kunne skrottes i perioden fra 24. februar til 11. marts 2020, skulle altså være indregistreret før 2006 -  det er der en god forklaring på. Det er nemlig de gamle dieselbiler, der udleder allermest af de sundhedsfarlige NOx-gasser og skadelige partikler.

- Hver gang en gammel dieselbil bliver skrottet, er det godt for miljøet. Derfor er det positivt, at så mange har benyttet sig af puljen. Det er et tegn på, at ordningen har virket efter hensigten, hvor en masse af de mest forurenende dieselbiler blev skrottet langt hurtigere, end de ellers ville, fortæller Anne Elizabeth Kamstrup.

Puljen på 26 millioner blev uddelt efter først-til-mølle-princippet i februar og marts.

På andenpladsen kommer nordjyderne, der stod for 20 procent af alle skrottede biler, mens midtjyderne stod for 27 procent. I alt skrottede flere end 9.000 danskere deres gamle dieselbil.