Midtjyske virksomheder er bedst til at lave overskud
Herning og Ikast-Brande Kommune er de to kommuner i landet, hvor flest virksomheder laver overskud.
Herning og Ikast-Brande Kommune kan findes på første- og andenpladsen over de kommuner, som har den største andel virksomheder med grønne tal på bundlinjen. Det viser netop offentliggjorte regnskabstal for 2017, som er udarbejdet af data- og konsulentvirksomheden Bisnode.
- Man må blot konstatere, at der er et suverænt erhvervsklima i Midtjylland med nogle gode og sunde virksomheder, der formår at lave overskud år efter år. Og succes avler jo succes. Når det går godt for én branche, så breder den positive stemning sig til andre brancher, siger Anders Borg, der er adm. direktør i Bisnode, i en pressemeddelelse.
I alt er otte midt- og vestjyske kommuner at finde i top 20, der generelt domineres af jyske kommuner. Foruden Herning og Ikast-Brande Kommune har Skive, Morsø, Thisted, Holstebro, Favrskov og Silkeborg Kommune også fundet vej til top 20.
I Herning Kommune har hele 75,98% af virksomhederne overskud, mens Ikast-brande Kommune følger lige efter med 75,96% af virksomhederne.
- Det er nok den jyske besindighed, der spiller ind. Virksomhedsejerne trækker ikke flere penge ud af virksomhederne, end der fortsat er plads til et positivt resultat - hellere trække lidt færre penge ud til sig selv og så stadig lave overskud, siger Anders Borg.
Hele 16 ud af de 20 kommuner med den største andel af overskudsgivende virksomheder er jyske, men selvom det er de jyske kommuner, der dominerer på andelen af virksomheder med overskud, så er det kommunerne omkring København, der laver de største gennemsnitlige overskud.