Minister vil hjælpe unge til at tage over for aldrende landmænd

Fødevareminister vil med lempede krav til støtteordning hjælpe dansk landbrug med et generationsskifte.

(Arkivfoto).
(Arkivfoto).
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Dansk landbrug står over for et stort generationsskifte.

Fra 2010 til 2020 er gennemsnitsalderen for danske landmænd steget fra 51 til 58 år.

Op mod en tredjedel af alle heltidsbedrifter forventes at skulle skifte hænder inden 2030, fremgår det af en pressemeddelelse fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

Jacob Jensen (V), der er minister på området, siger, at han vil lægge sig i selen for at hjælpe unge på vej til at blive selvstændige landmænd.

- Det er en mærkesag for mig at få ungdommen ind i landbruget, så vi kan fortsætte den stolte danske landbrugstradition, siger han.

- Hvis vi ikke fortsat har landbrugere, der vil drive vores landbrugserhverv om 10 eller 20 år, så er det svært at opfylde ambitionerne om at holde landbruget på danske hænder og samtidig sikre et grønnere fødevareerhverv, lyder det.

Har lempet krav til støtte

I juni besluttede ministeren og et politisk flertal at lempe på kravene til at opnå etableringsstøtte.

Det betyder, at praksiserfaring - og ikke udelukkende uddannelse - fremover kan benyttes, når unge skal søge om etableringsstøtte.

Forudsætningen er dog, at det godkendes af EU.

Desuden besluttede ministeren i maj at sikre finansieringen til, at alle ansøgninger til støtteordningen for unge landbrugere og gartnere kunne imødekommes.

Der har været ekstraordinær stor interesse i målgruppen for at kunne opnå støtte til etablering i 2023.

Flere ansøgere

Der blev således søgt om støtte for cirka 340 millioner kroner - det er 147 millioner kroner over den afsatte ramme.

For at imødekomme den større søgning er det derfor besluttet, at der fremrykkes midler fra ansøgningsrunden i 2027.

Ansøgningerne afspejler en stigende interesse blandt unge for at gå på landbrugsskole.

I 2023 var der 21 procent flere elever, der begyndte på landbrugsskole, sammenlignet med 2021.

- Det fortæller mig, at interessen for landbruget blomstrer. Og det er vigtigt. For vi er nødt til at sikre, at nye kræfter kan og vil være med til at udvikle landbruget, siger Jacob Jensen.

Du kan møde nogle af de unge langmænd i serien nedenfor.