Nyt initiativ: Bestil en betjent
Politiet har lanceret en ny hjemmeside, hvor borgere nemmere og hurtigere skal kunne bestille en betjent.
Med initiativet 'bestil en betjent' kan borgere landet over nu med få klik bestille en betjent til færdsels- og forebyggelsesrelaterede indsatser. Om politiets nye redskab fortæller rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg:
- Vi ser ’bestil en betjent’ som en investering i borgernes tryghed, fordi vi skaber en platform, der giver endnu bedre muligheder for at kontakte politiet direkte med et ønske eller en konkret bekymring. Jeg tror på, at den nye kontaktflade mellem os og borgerne vil skabe mere tryghed i lokalområderne og øget sikkerhed på vejene, siger rigspolitichefen i en pressemeddelelse.
Den nye hjemmeside gik så småt i gang 13. december, og på den første måned har politiet registreret 116 bestillinger, hvoraf langt størstedelen er på færdselskontroller. Politiet forventer, at antallet af bestillinger vil stige væsentlig i takt med, at borgerne bliver mere bevidste om ordningen.
Politiet skriver, at fra man bestiller en betjent på hjemmesiden www.politi.dk/bestilenbetjent kan borgeren inden for 14 dage forvente at blive kontaktet af politiet med en tilbagemelding på, om bestillingen kan imødekommes eller ej. Der kan herefter gå op til 30 dage, fra borgeren har indsendt bestillingen, til politiet har gennemført indsatsen.
Politiet skruer op for servicen
I Nordjyllands Politi var man blandt de første til at løbe projektet i gang nationalt. Det skete som et led i at give endnu bedre service til de nordjyske borgere. Politidirektør i Nordjyllands Politi, Anne Marie Roum Svendsen, fortæller, at man har haft gode erfaringer med tiltaget:
- Vi har fået særligt mange henvendelser på netop færdsels- og knallertkontroller, men vi får også anmodninger fra især grundejerforeninger, der gerne vil have en af vores betjente ud og fortælle om, hvordan man sikrer sit hjem mod indbrud eller høre om, hvad der ellers rør sig i ens område. Så noget tyder på, at borgerne har taget rigtig godt imod initiativet, siger hun.
Foruden den nye hjemmeside er det er også fortsat muligt at tippe politiet via genvejen Tip politiet på forsiden af politi.dk ligesom borgere altid kan få fat på politiet på telefon 114.