Opbakning til at udflytte uddannelser daler: Borgmestre sender appel til regeringen om at holde fast
Uddannelsesaftale skal sende flere studerende til landsdelen. Men den politiske opbakning på Christiansborg smuldrer, så nu råber midt- og vestjyske borgmestre op.
10 procent af uddannelsespladserne i de store byer skal enten nedlægges eller flyttes til mindre byer.
Sådan er hovedmålet i en politisk aftale, hvor den socialdemokratiske regering har skaffet sig flertal sammen med Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Alternativet og Kristendemokraterne.
Flertallet har den socialdemokratiske regering stadig. Men Alternativet og Enhedslisten har forladt aftalen, der har fået kritik fra flere uddannelsesinstitutioner og studerende.
Så nu ser en række borgmestre sig nødsaget til at råbe op:
- Nu skal I holde ved det gode udspil, I kom med i sin tid. Skal vi have et Danmark i balance og undgå den her befolkningsvandring mod de store byer, er vi nødsaget til også at have uddannelsespladser uden for de store byer, siger Peder Chr. Kirkegaard (V), der er borgmester i Skive Kommune.
Borgmestre sender åbent brev
Skive-borgmesteren er langt fra alene med sin appel; i et åbent brev går 30 ud af landets 98 borgmestre sammen om at opfordre regeringen til at holde fast.
Her fra landsdelen drejer det sig foruden Skive om borgmestre fra Lemvig, Viborg, Morsø, Ringkøbing-Skjern, Ikast-Brande, Struer og Thisted kommuner. Desuden bakker Landdistrikternes Fællesråd op i brevet:
- Hvis flere partier bag aftalen trækker sig, kan det være helt afgørende for, om aftalen bliver til noget, siger Steffen Damgaard, der er formand for Landdistrikternes Fællesråd og desuden medlem af byrådet i Lemvig for Venstre.
Indtryk på lokalt folketingsmedlem
I det åbne brev gør borgmestre og Landdistrikternes Fællesråd blandt andet opmærksom på, at fire ud af fem uddannelser ligger i en af landets store byer, og at antallet af kommuner, der huser korte eller mellemlange uddannelser, er skrumpet med rundt regnet en fjerdedel de seneste 20 år.
Brevet er blevet bemærket af Anna Paulin (S). Hun er valgt i Skive-kredsen og er medlem af Uddannelses- og Forskningsudvalget.
- Det er vigtigt, vi har uddannelsesmuligheder i hele landet. Derfor gør det selvfølgelig også indtryk, når borgmestrene kommer med det her opråb gennem Landdistrikternes Fællesråd. Det er selvfølgelig også noget, vi lytter til, siger det socialdemokratiske folketingsmedlem.
Den politiske aftale om at flytte uddannelsespladser lægger i første omgang op til 25 nye uddannelser. En af dem er en dyrlægeuddannelse i Foulum ved Viborg.
I Skive vil de gerne lave en klimaskolen, og den politiske aftale lægger også op til, at der skal oprettes uddannelser i Holstebro, Herning, Skjern og Thisted.