Overraskende få anmeldte indbrud i julen - men situationen kan stadig ændre sig

Julen 2021 blev et år med færre indbrud end vantligt til trods for en december måned, der generelt har været præget af mange indbrud.

Indbrud
Foto: Niels Ahlmann Olesen / Ritzau Scanpix

To indbrud.

Det var antallet af anmeldte indbrud, som Midt- og Vestjyllands Politi fik juleaften og juleaftensnat. Til sammenligning blev ni af slagsen anmeldt i 2020. 

- Det er meget få anmeldelser, men det er med forbehold for, at der kommer efteranmeldelser, når folk vender hjem fra juleferie, siger Hans Roost, politiinspektør ved Midt- og Vestjyllands Politi.  

Ifølge politiinspektøren kan det lave antal skyldes, at mange familier valgte at holde julen hjemme i mindre forsamlinger på grund af covid-19. 

December måned har ellers været præget af mange indbrud i Midt- Vestjylland. Hvert år laver politiet en opgørelse for jule- og nytårsdagene på antallet af indbrud gældende fra den 16. december til den 2. januar. 

I 2020 blev der i alt anmeldt 66 indbrud i denne periode. Til sammenligning er der i 2021 blevet anmeldt 56 indbrud allerede per 25. december. 

- Vi havde jo frygtet, at vi med de høje tal for december også ville se et højt antal indbrud i julen. Derfor er vi tilfredse med det lave tal for juleaftensnat, men nu vil vi se de næste dage an, siger Hans Roost. 

Nattens to indbrud fandt begge sted i Vildbjerg.