Pape vil lade handlende dele overvågningsbilleder internt
Justitsministeren arbejder på et lovforslag, så butiksejere kan sende billeder til et lukket netværk.
Justitsminister Søren Pape Poulsen (C) vil nu gøre det lovligt for erhvervsdrivende i visse tilfælde at dele overvågningsbilleder af kriminelle i et internt, lukket netværk.
Ministeren skriver i sit nye udspil om politiets møde med borgerne, at han i folketingssamlingen 2017/2018 vil fremsætte et nyt lovforslag, der skal give erhvervsdrivende lov til at dele billederne "med hinanden i begrænset omfang i et sikkert it-system for at forhindre ny kriminalitet".
Med forslaget opfylder han et stort ønske fra flere midt- og vestjyske butiksejere, der har efterlyst bedre muligheder for at kunne bruge overvågningsbilleder af butikstyve.
- Ønsket har været meget stærkt i detailhandlen, og det kan jeg godt forstå. Det kan jo være rigtig mange penge, der bliver stjålet for, og så kan man jo hjælpe hinanden som gode forretningskolleger, siger Søren Pape Poulsen.
I dag er det kun politiet, der må dele overvågningsbilleder af kriminelle, men flere handlende har i frustration valgt at bryde loven og selv offentliggøre billederne.
Meny-købmanden i Vildbjerg, Poul Hansen, er en af dem. Han har i TV MIDTVEST efterlyst muligheden for, at handlende kan dele billederne i et lukket netværk, og han glæder sig over ministerens udspil.
- Det lyder virkelig godt og kan kun gå for langsomt, siger han til TV MIDTVEST.
Justitsministeren oplyser i øvrigt også, at der er ændringer på vej i den måde, som politiet bruger overvågningsbilleder på.
Inden årets udgang kommer der en ny side på www.politi.dk, hvor politiet samler overvågningsbillederne.