Partier i protest mod nedlæggelse af regioner: Det går ud over nærdemokratiet
Fælleslisten og Psykiatrilisten protesterer mod en eventuel nedlæggelse af regionerne. Afstanden til politikerne bliver for stor.
Der er lagt op til en nedlæggelse af regionerne, når statsministeren snart skal præsentere en ny sundhedsreform.
Men medlemmer af Fælleslisten og Psykiatrilisten frygter, at det også vil betyde en nedlæggelse af nærdemokrati og indflydelse.
- Det må ikke blive fjernere end det, vi har i dag i Region Midtjylland. Så bliver afstanden for stor, og så har borgerne ikke nogen mulighed for at komme i kontakt med politikerne, siger Esther Jakobsen, som er næstformand for Fælleslisten.
Esther Jakobsen startede partiet som en protest mod centralisering og oprettelsen af Gødstrup Sygehus, og blev stemt ind i 2009 med 29000 stemmer.
- Hvis regionerne ikke havde været der, som de er i dag, så havde der heller ikke været en fællesliste, fordi vi ville ikke komme igennem til København, siger hun.
Abespil og Sorteper
Esther Jakobsen er ikke den eneste, der frygter, at en nedlæggelse af regionerne vil gå ud over nærdemokratiet. Det gør Mikkel Rasmussen, som er regionsmedlem for Psykiatrilisten i Region Midtjylland også.
- Når man kommer ind i regionen og i regionsrådet, så skaber det tråde nationalt, og den chance får man ikke, hvis man fjerner regionerne. Så er det kun de store partier, der kommer til at kæmpe om posterne, siger han.
Men det er regionsrådsmedlem for Dansk Folkeparti, Steen Thomsen, ikke enig i. Han mener, at det vil være bedre at skære de tre led – Staten, regionerne og kommunerne – ned til to led, så ansvaret er mere entydigt placeret.
- Der er et abespil hele tiden om, hvem der har ansvaret. Politikerne skyder ansvaret fra sig, og over på hinanden, og det betyder, at patienterne ofte ender som Sorteper, og vælter ned mellem to stole, siger han.
Han mener, at borgerne kun forholder sig til byrådspolitikere og folketingspolitikere, men ikke til regionsrådspolitikere, da det er for fjernt.
Men at regionerne er for fjerne, køber protestpartierne ikke. De mener i stedet, at regionerne er et vigtigt bindeled mellem borgere og politikere.
- Det politiske lag, hvor der er debatter, mangfoldighed og nuancer, det fjerner man og erstatter med administrative lag, siger Mikkel Rasmussen, regionsmedlem for Psykiatrilisten i Region Midtjylland.
- Den viden man så vil få, baserer sig på statistik og tal, og virkeligheden er ofte meget anderledes end det, vi ser på et excel-ark, uddyber han.
Den nye sundhedsreform ventes at være klar inden længe.
Du kan se hele indslaget herunder: