Pebersvend fik 100 kilo i hovedet: Men er traditionen farlig eller ren sjov?
Nogle elsker traditionen, andre kalder den "ekstrem" og "farlig". TV MIDTVEST har undersøgt, hvor farlig den egentlig er.
Da TV MIDTVEST skrev en artikel om morsingboen Martins 30-års fødselsdag skabte det røre. Martin Bak Jensen fik 100 kilo blandet peber og rensekorn hældt ud over sig.
- Det er sindssygt, for det første er det farligt og for det andet miljøsvineri, skriver en bruger i kommentarsporet på Facebook.
En anden bruger mener, at traditionen har taget overhånd og en tredje kalder episoden "ekstrem".
Men er det farligt at overdynge sin ven med peber eller give den 25-årige eller 30-årige ugifte ven krydderier?
Det har TV MIDTVEST undersøgt, så du kan få svar fra blandt andre en overlæge og brandvæsnet:
- Det er ikke vildt brandfarligt, men omvendt vil jeg heller ikke udelukke, at det kan skabe en brand.
Sådan siger beredskabsdirektør i Nordvestjyllands Brandvæsen, Claus Bo Nielsen.
Han forklarer, at hverken kanel eller peber i sig selv er brandfarligt, men når kornene bliver forstøvet, kan det blive brandfarligt.
- Støv kan rent faktisk godt eksplodere, fordi det er små flader, som nemmere antændes.
Jo mindre en overflade, desto større risiko er der nemlig for, at et objekt bliver antændt.
- Det er derfor, der nemmere går ild i en lille pind over for en stor pind, forklarer beredskabsdirektøren.
Men selvom støv i princippet kan risikere at eksplodere, er det ikke noget, som Nordjyllands Beredskab ofte kører ud til, forsikrer han.
- Vi har ikke været kaldt ud til sådan en begivenhed, jeg har i hvert fald aldrig hørt om det, siger Claus Bo Nielsen.
Beredskabsdirektøren peger dog på to ting, som kan gøre situationerne særligt farlige.
Selvom partiklerne er så små, at de nemmere kan antændes - så sker det ikke, medmindre en ild fanger dem.
Så det er med at holde smøgerne langt væk fra fornøjelserne.
En anden ting, som kan blive problematisk er, hvis man bruger pulverslukker, siger beredskabsdirektøren.
- Hvis man fylder en brandslukker med peber eller kanel, så kommer det kun ud, hvis man bruger en form for drivgas. Det er den, der potentielt kan være farlig, og kan antænde en brand, siger Claus Bo Nielsen.
Luftrøret er kun til luft
Én af de bekymringer, som går igen i kommentarsporet på Facebook er bekymringen om fødselarenes sundhedsrisiko.
- Det får ikke en ende, før der er en, der dør af det. Stop nu det pjat, er der ingen unge, der kan se det?´
Sådan skriver en bruger, og flere andre kalder traditionen "livsfarlig".
Det vil overlæge på øre, næse og halskirurgisk afdeling på Aarhus Universitet, Jesper Bille dog hverken be- eller afkræfte. Men han slår én ting fast:
- Som udgangspunkt er alt, der ikke er luft, farligt at få i luftvejene. Det hedder "luft"-røret af en grund - det er til luft.
Overlægen understreger dog ligeledes, at uheld eller skader forårsaget af en kanel-fejring af en 25-årig fødselar ikke er noget, lægerne ser på afdelingen.
- Jeg har aldrig set et tilfælde på skadestuen, siger Jesper Bille.
Alligevel er han påpasselig med at konkludere, at det ikke kan være farligt.
- Generelt er alt, man inhalerer, der ikke er luft, problematisk, fordi det kan give et hosteanfald. Luftvejene og slimhinderne kan blive så irriterede, at man ikke kan få luft ind - og hvis man ellers er allergisk overfor kanel, så vil luftvejene hæve op, forklarer han.
Ritual skal teste fødselaren
Traditionen med at kaste kanel eller peber på en fødselar deler vandene. Men selvom traditionen begyndte i Nordjylland, er den ikke længere kun en land-tradition.
- I takt med at flere unge er flyttet fra landet ind til byen, er det blevet en tradition, som ofte ses i de støre studiebyer, fortæller traditionsforsker og historiker ved Det Kongelige Bibliotek, Caroline Nyvang.
Hun peger på, at traditionen også fungerer som en form for overgangsritual.
- Der er masser eksempler på, at man skal udfordres som led i et overgangsritual, så der ligger en udfordring heri, om den her gut kan holde til at blive blæst igennem af kanel eller peber, siger historikeren.