Politi: De samme gerningsmænd må stå bag cykeltyverier
De seneste dage er der blevet stjålet cykler til en værdi af over en halv million i det midt- og vestjyske
Meget dyre specialcykler til en samlet værdi af over en halv million kroner er i løbet af de seneste døgn forsvundet fra private hjem i Viborg og Skive-området.
Natten til tirsdag blev der stjålet to mountainbikes og en landevejscykel til i alt 200.000 kroner på Norgesvej i Viborg.
Samme morgen blev en 50.000 kroner dyr cykel meldt stjålet fra et hus på Solvænget i Frederiks.
I nat var den så gal igen. I Skals blev der stjålet en mountainbike til en værdi af 70.000 kroner.
Og Skive fik to medlemmer af cykelklubben ubehageligt besøg. Den ene mistede en cykel til 60.000 kroner - mens den anden, fik stjålet cykler for 150.000 kroner.
- Vores erfaring når det er noget som det her, der er i spil er, at det er for tilfældigt til, at det kan være tilfældigt. Der er højest sandsynligt tale om de samme gerningsmænd, der er på spil, siger Niels Bach, der er politiassistent i Midt- og Vestjyllands Politi.
Politiet er på bar bund i spørgsmålet om, hvorvidt det er danske eller udenlandske kriminelle der er på tyvetogt i det midt- og vestjyske. Derfor råder de alle der har dyre specialcykler til at passe ekstra meget på.
- Få dem låst inde forsvarligt, gerne inde i huset. Vi taler jo om cykler, der har en værdi som en mellemklasse bil nogle af dem. Så indenfor bagved matriklens fire vægge med dem, opfordrer Niels Bach.