Rasmus fik sit stik men er en del af et mindretal: Sundhedsstyrelsen vil have flere unge vaccineret
Unge mellem 12-15 år er bagud i forhold til resten, når det kommer til at lade sig vaccinere mod coronavirus. Det får nu Sundhedsstyrelsen til at reagere.
Om knap et par uger begynder et nyt skoleår, og så bliver landets klasselokaler igen fyldt op med mere eller mindre læringslystne børn og unge.
Det betyder samtidig nye muligheder for smittespredning, og derfor opfordrer Sundhedsstyrelsen nu landets unge mellem 12-15 år til at blive vaccineret mod coronavirus inden skolestart.
Netop den gruppe har nemlig ikke været lige så ivrige som resten af befolkningen til at modtage vaccinen, for siden der fra den 14. juli blev åbent for vaccinationstilbud til de unge teenagere, er det under halvdelen, der har taget imod.
Til sammenligning er det omkring 73 procent af hele befolkningen, der indtil videre har lagt arm til et vaccinestik.
- Der er ledige vaccinetider, og de to vacciner, vi anbefaler i Danmark, er ekstremt effektive og sikre. Det gælder også for børn, gravide, ammende og alle mulige andre. Så derfor vil jeg opfordre til, at man skynder sig at tage vaccinen, fordi så kan vi alle sammen få genåbnet vores samfund lige om lidt, fortæller Søren Brostrøm, der er direktør i Sundhedsstyrelsen.
Ambition om at nå 90 procent
I Region Nordjylland har 11.110 unge mellem 12-15 år enten modtaget første stik eller booket en tid til at få det. Det svarer til 46 procent af i alt 24.057 unge nordjyder.
I Region Midtjylland er billedet det samme. Her er det 25.142 ud af 56.884, der indtil videre har sagt ja tak til en coronavaccine. Det svarer til 44 procent.
- Min egen personlige ambition er, at vi kommer op på en vaccinetilslutning på over 90 procent, lyder det fra Søren Brostrøm.
- Min mor fik mig overtalt
Én af dem, der har valgt at takke ja til vaccinen, er 14-årige Rasmus Carstens fra Sønder Felding. Det var ellers ikke udpræget begejstring, der fyldte hans hoved, da han første gang modtog en invitation.
- Jeg havde det egentlig ikke særlig godt med at skulle vaccineres, fordi jeg havde hørt om nogle bivirkninger. Jeg hørte, at nogle var besvimet af det, men så fik min mor mig så overtalt, fordi min søster havde fået den. Nu har jeg det fint nok med det, fortæller Rasmus Carstens.
Derfor var han tidligere i dag på plads på vaccinationscentret i Herning. Efter et lille prik og 15 minutter i venteposition var han dog sluppet igennem uden skrammer på krop og sjæl.
- Jeg har det, ligesom jeg havde, da jeg kom ind, så det er fint nok, fortalte han ved den lejlighed.