Regering er klar med undersøgelse af Støjberg-sag om asylpar
Regeringen er klar til at nedsætte en kommission, der skal undersøge sagen om Inger Støjbergs (V) adskillelse af asylpar, skriver Justitsministeriet.
Regeringen er klar til at nedsætte en kommission, der formelt skal undersøge sagen om Inger Støjbergs, næstformand i Venstre, adskillelse af asylpar.
Det oplyser Justitsministeriet tirsdag.
- Vi er blevet enige om et udkast til kommissorium vedrørende instruksen om adskillelse ved indkvartering i asylsystemet. Jeg har derfor i dag sendt udkastet til kommissorium til Folketinget, siger justitsminister Nick Hækkerup (S) i en pressemeddelelse.
En kommission har været ventet. Allerede under forhandlingerne om forståelsespapiret, hvor støttepartierne i sommer lod Socialdemokratiet danne regering, var det et krav.
Sagen omhandler adskillelsen af asylpar, hvor den ene part var mindreårig. Det skete under daværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg.
Mistanke om ulovlig adskillelse
Der har været rejst mistanke om, at Inger Støjberg bevidst gav en ulovlig instruks om at adskille asylpar uden at foretage en individuel vurdering.
Inger Støjberg bad 10. februar 2016 asylcentre om at sørge for, at ingen asylansøgere under 18 år blev indkvarteret sammen med en ægtefælle.
Det førte til, at 23 par blev adskilt, men ministeriet måtte ændre instruksen. Efter omkring et år kritiserede Ombudsmanden ordren og erklærede, at det var ulovligt at skille parrene ad per automatik.
Der skal ifølge dansk og international konventioner være en individuel behandling.
Et af de centrale spørgsmål er derfor, om Støjberg og ministeriet vidste, at den første instruks var ulovlig.
Det er en samlet rød blok, der er enige om kommissoriet, der udstikker retningen for undersøgelseskommissionen.
Der lægges op til, at kommissionen skal afgive sin beretning inden for to år efter nedsættelsen.
Endnu mangler medlemmerne at blive udpeget. Det vil først ske efter en eventuel politisk drøftelse.
/ritzau/