Ikke alle er trætte af vejret: - Indtil videre har det været en fantastisk sommer

Regnfuldt, dansk sommervejr giver gæster til landsdelens indendørsaktiviteter.

Skive Badeland har været velbesøgt denne sommer. Genrebillede.
Skive Badeland har været velbesøgt denne sommer. Genrebillede.
Foto: Simon Skipper/Ritzau Scanpix

Det danske sommervejr har igen i år budt på lidt af hvert - men sommerferien har i den grad været præget af regn. 

Det nyder de godt af andre steder.

Direktør for Kulturcenter Skive Knud Bjerre, der både har Skive Badeland og biografen Cinema4, melder om stor travlhed denne sommer - og især på regnvejrsdagene. 

- Indtil videre har det været en fantastisk sommer, siger han og fortsætter.

- I torsdags havde vi 1500 badegæster, det er dobbelt så mange, som vi plejer at have.

Sommervejret har været svært at forudse, så derfor har de også i Skive haft bemanding alt efter vejrudsigten. 

- Vi kan mærke, at folk planlægger ad hoc - Dem der har ferie tjekker vejrudsigten og tænker derefter 'Hvad skal vi så?', siger Knud Bjerre.

- Vi kan mærke med det samme, det er overskyet, blæser eller regner, når det skulle have været en sommerdag, så skal vi til at geare op på bemanding, for så får vi travlt. 

Knud Bjerre er glad for regnvejret lokker gæsterne til.
Knud Bjerre er glad for regnvejret lokker gæsterne til.
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

Bedre end sidste år

Selvom vejret heller ikke sidste sommer var til at prale af, og dermed også gav gode besøgstal, så har det alligevel været en endnu bedre sæson i år, fortæller Knud Bjerre. 

- Sidste år havde vi også en speciel sommer med både godt og dårligt vejr, så det udlignede hinanden. I år ligger vi over sidste år, siger direktør for Skive Kulturcenter. 

Det har de også kunne mærke i biografen Apollo i Struer. 

- Juli har været en af de bedste måneder for os i lang tid, siger direktør Jørn Lundme. 

Med to gode børnefilm på plakaten er det primært børnefamilierne, der har fyldt biografsæderne op, fortæller de to direktører for hver deres biograf. 

Og med titlerne 'Grusomme mig 4' og 'Inderst inde 2' kan det lade sig gøre at lokke gæster til til, selvom solen skinner.

- Når vi har det gode sommervejr, så kommer folk ikke de første dage, men så kommer de alligevel, siger Apollo direktøren Jørn Lundme. 

Mere regn havde været bedre

Hos legelandet Baboon City i Herning, har det ikke helt regnet nok, til at det blev en sæson ud over det sædvanlige. 

- Vi kunne godt have brugt mere heldagsregn, det gør, at vi får rigtig mange gæster, siger Lars Hejsel, der er ejer af Baboon City.

- Hvis det er okay vejr med 20 grader, så søger de ikke indendørs. 

Og selvom han kunne have ønsket sig mere regn, slår han alligevel fast, at de haft godt med besøgende. 

- Det har hverken været en dårlig eller helt vild god sommer, så jeg er okay tilfreds, siger Lars Hejsel.