Det tager kun et øjeblik, men...: Derfor orker de ikke

September plejer at være tidspunktet, hvor man kan høre kronhjortens brølen på flere kilometers afstand, men i år er der stille.

Normalt brøler kronhjorten ud over landskabet, men i år er der stille.
Normalt brøler kronhjorten ud over landskabet, men i år er der stille.
Foto: Mona Frederiksen, Hanstholm

Krondyrenes brølen er lyden af september, men ikke i år.

- Jeg var ude tidligt i morges men hørte kun et enkelt brøl, og det var kun et lille trut, siger naturfotograf Mona Frederiksen fra Hanstholm, der ofte tager ud for at fotografere naturen omkring Hanstholm. 

Når krondyrene skal sikre næste generation, går det normalt ikke stille for sig. Hjortene forsøger med høje og kraftfulde brøl, at tiltrækker hunnerne og skræmme eventuelle rivaler væk. Men i år er det anderledes.

- De er ikke gået i gang endnu. Vi mangler et par kolde nætter. Jeg var i Østerild i morges, hvor der er mange krondyr, men de var helt stille og gik og græssede, siger Vildtkonsulent Tommy Hansen, Naturstyrelsen Thy.

Ifølge vildtkonsulenten er det det varme septembervejr med temperaturer over 20 grader, der forsinker brunsten hos krondyrene. Får vi et par kolde nætter, så skal det nok sætte gang i parringshumøret hos krondyrene.

- Vi har set det tidligere, hvor vi har haft sådan en varm periode midt i brunsten, der har sat det hele i stå, og vi kunne se hjorten sidde ude i søerne for at køle sig ned, siger Vildtkonsulent Tommy Hansen.

Hjortens brøl og lugt er med til at sætte gang i brunsten hos hunnerne. Hunnerne er kun i brunst et enkelt døgn. Derfor sørger hjortene for at parre sig med hunnerne mange gange i løbet af det ene døgn.

Her billeder fra tidligere år, hvor du kan se selve parringsakten, der er en kort fornøjelse. 

0:11
Naturfotograf Lars Mikkelsen var så heldig at få disse optagelser i Klosterheden i 2022. Arkiv TVMIDTVEST

Vi skal ikke være bekymrede for bestanden af krondyr.

- De kan sagtens nå det, siger Vildtkonsulent Tommy Hansen, Naturstyrelsen Thy

Mona Frederiksen har ikke mistet tålmodigheden. Hun tager ofte ud for at opleve landskabet og farverne. 

- Jeg elsker klitheden, og når der så stor en stor flok krondyr, det gør da ikke billederne ringere, siger Naturfotograf Mona Frederiksen, Hanstholm.

En kronhjort med en stor flok hinder, men der er stille omkring dem, parringen er endnu ikke i gang.
En kronhjort med en stor flok hinder, men der er stille omkring dem, parringen er endnu ikke i gang.
Foto: Mona Frederiksen, Hanstholm

Vil du ud for at opleve krondyrene i brunst så er der mange gode steder i Midt- og Vestjylland. Det eneste det kræver er en kikkert.

- Det bedste tidspunkt er tidlig morgen og sen aften. Omkring solnedgang er det mest sikre tidspunkt at opleve krondyrenes parring.