Rekordmange ulovlige våben: Tolderne finder våben fra computerspil

Det er næsten kun fantasien, der sætter grænser for, hvilke våben toldere støder på, siger kontroldirektør.

På få år er der sket en ottedobling i antallet af ulovlige våben, der bliver taget i tolden.
På få år er der sket en ottedobling i antallet af ulovlige våben, der bliver taget i tolden.
Foto: Bax Lindhardt / Ritzau Scanpix

Mange forsøger fortsat bevidst eller ubevidst at få sendt ulovlige våben til deres adresse i Danmark.

Det oplyser Toldstyrelsen, der i 2019 beslaglagde 13.000 ulovlige våben. Det er rekordmange og 1000 flere end i 2018.

Det er særligt en skærpet kontrol og et større fokus på internethandel, som har gjort, at tolderne finder flere våben end tidligere.

- Det viser sig, at der bliver bestilt rigtig mange forskellige våbentyper på internettet. Og dem finder vi så i postkontrollerne, siger Preben Buchholtz, kontroldirektør hos Toldstyrelsen.

Rent praktisk opdager tolderne de ulovlige våben ved hjælp af hunde, skannere og dygtige toldere, forklarer Preben Buchholtz.

Og det er lidt af hvert, de støder på.

- Vi ser helt traditionelle knive, kasteknive og Counter-Strike-knive, som man kan se fra computerspillene.

- Vi ser også farligere våben som knive skjult som kreditkort. Ting, man ikke kan se, er et våben, men som rent faktisk er det. Det er næsten kun fantasien, der sætter grænser for, hvad der kan være af våben, siger Preben Buchholtz.

Det kan også være eksempelvis strømpistoler camoufleret som lommelygter eller læbestift, oplyser Toldstyrelsen.

2:31
Se her et indslag fra tidligere i år om de mange forskellige ulovligt importerede våben, som Midt- og Vestjyllands Politi beslaglægger. 
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV Midtvest

8 gange så mange ulovlige våben

I 2015 fandt Toldstyrelsen 1390 ulovlige våben, og der er altså sket mere end en ottedobling siden da, hvilket styrelsen konkret tilskriver en skærpet kontrol med flere toldere, nye skannere og forbedrede arbejdsprocesser.

I tolden støder de ofte på knive, der er kendt fra computerspillet Counter-Strike. Knivene er efterligninger af våben fra spillene.

De bliver ofte købt af børn og unge via udenlandske hjemmesider, hvor de ikke nødvendigvis er klar over, at knivene er ulovlige i Danmark.

- Vi kan se, at nogle af de våbentyper, der figurerer i computerspil, de også kan fås i den virkelige verden. Og dem kan man så med et par klik trykke sig frem til og få leveret på hjemmeadressen.

- Vi gør alt, hvad vi kan for at stoppe dem i tolden, siger Preben Buchholtz.

Når pakker med ulovlige våben bliver taget af Toldstyrelsen, bliver der oprettet en sag. Herefter bliver sagen overdraget til politiet, som kontakter modtageren af pakken med en sigtelse for brud på våbenlovgivningen.

/ritzau/