SNYDT: Flere Bilka-kunder tror, de har vundet 10.000 kroner

En trykfejl i den seneste Bilka-avis har fået forbrugere op i det røde felt.

2:32
Flere kunder er blevet vildledt af denne annonce i denne uges Bilka-avis.
Foto: Morten Fyrstenborg, TV MIDTVEST

Tillykke - du har vundet 10.000 kroner.
Sådan står der i denne uges tilbudsavis fra Bilka, og flere kunder tror, at de er en af de heldige vindere.
Ellynor Jensen fra Sjørring ved Thisted er en af de kunder, som med det samme ringede til Bilka, for at give sig til kende som en heldig vinder. Men hun blev slemt skuffet.

- Jeg tager telefonen og ringer til Bilka, men så siger hende i telefonen, at jeg ikke er blandt de heldige. Hun fortæller mig, at så skulle der have været et gavekort med, men det står der ikke noget om i avisen, siger Ellynor Jensen.

Det viser sig, at der er tale om en trykfejl. For at have vundet 10.000 kroner skal der være vedhæftet en kuvert til siden. Men det er der kun i fem aviser på landsplan, så rigtig mange kunder sidder tilbage med lange næser og en følelse af uretfærdig behandling.

- Jeg mener, jeg har forstået, det de har skrevet, siger Ellynor Jensen.

Bilka: - Det ER en bommert

I denne uges tilbudsavis fra Bilka, skriver varehuset på forsiden, at der er gemt 5 gavekort a' 10.000 kroner. Man skal bare "slå op på side 24, for at se om man er én af de heldige. Og er man det, ja så kan man altså godt lægge champagnen på køl, for her står der: ”Tillykke, du er den heldige vinder af et gavekort til Bilka på 10.000 kroner”.

Men det er altså en fejl, forklarer Bilka i dag. En grafisk Bilka-bommert om man vil.

- Det er en kæmpe bommert, men de fleste har selv regnet ud, at det ikke helt kunne passe, det der stod i avisen, siger Anders Bo Hørsted, Head of Retail, Bilka. 

Avisen med den store trykfejl er sendt ud til millioner af kunder over hele landet i den nyeste tilbudsavis fra varehuset.

Kunderne skal ikke forvente erstatning

Selvom Ellynor Jensen, ligesom mange andre kunder, føler sig vildledt, så skal de ikke gøre sig de store forhåbninger, om at få fat i de 10.000 kroner alligevel eller for at få en økonomisk kompensation, vurderer Forbrugerrådet TÆNK.
Men sagen er ikke god for Bilkas omdømme.

- Bilka står i den situation, at de har lavet en gigantisk brøler, og den er de nødt til at rette op på på bedst mulig vis. Hvordan Bilka vil gøre det, det kan jeg jo af gode grunde ikke diktere, men jeg synes bare, det er vigtigt, man får sagt undskyld, og at man finder en måde at kompensere forbrugerne, så de ikke bliver helt så vrede og skuffede, selvom det vil de jo selvfølgelig stadigvæk være, siger Maria Liljeqvist, seniorjurist i Forbrugerrådet TÆNK.

Selvom Bilka ikke har tænkt sig at give sine kunder nogen former for dispensation, så synes Maria Liljeqvist, det ville en klogt af dem at gøre det.

0:37
Hør, hvilke rettigheder Ellynor Jensen og andre kunder nu har overfor Bilka.
Foto: Morten Fyrstenborg, TV MIDTVEST

- Man kunne give dem en æske lækker chokolade, en god vin, en kæmpe is til børnene eller et eller andet, som viser, at det er vi rigtig, rigtig kede af er sket. Selvfølgelig har man som forbruger nu fået en forventning om, at have vundet et gavekort på 10.000 kroner, og den forventning har man jo været i sin gode tro, eftersom man læser teksten og ser gavekortet, og det kan ikke forstås på andre måder, end at man nu har fået et gavekort på 10.000 kroner, så det er en rigtig ærgerlig situation og en rigtig grim sag, synes jeg, siger Maria Liljeqvist, seniorjurist i Forbrugerrådet TÆNK.

Maria Liljeqvist tvivler på, kunderne får erstatning for den fejlinformation, de har fået. De kan dog vælge at kontakte Forbrugerombudsmanden, hvis de føler, at sagen er så principiel vigtig, at man mener ombudsmanden skal ind og vurdere den her sag, og måske vurdere den som vildledende markedsføring.