Tranerne er i forårshumør: Det er lige nu, du kan opleve vores danske struds

Naturfotograf Lars Mikkelsen har filmet en stor flok traner vest for Linde nær Klosterheden.

0:37
Naturfotograf har filmet en stor flok traner øst for Klosterheden syd for Lemvig.

Måske har du hørt lyden af traner, en høj trompeteren, når de i det tidlige forår flyver hen over det vestjyske.

Lars Mikkelsen har ikke bare hørt traner, han har været heldig at filme dem.

Lars Mikkelsen er naturfotograf og kører ofte rundt i området for at observere og fotografere. Forleden fangede han en stor flok traner på en mark ved Linde øst for Klosterheden. 

- Jeg standsede bilen, og håndholdt kunne jeg på en 1000 millimeter linse og 250 meter ude filme tranerne, skriver Lars Mikkelsen fra Hjerm.

Naturfotografen har taget fantastiske billeder af dyrelivet i Danmark, så en håndholdt optagelse af traner, var han selvfølgelig ikke tilfreds med.

- Det er noget værre makværk, men det var de muligheder, der var, skriver Lars Mikkelsen

Han færdes rigtig meget i naturen og ved, at det er her i det tidlige forår, det er spændende at iagttage tranerne.

- Det er nu og de næste to måneder, man kan opleve tranedansen, som er en del af deres parringsag. Det er et spektakulært syn, når de løfter deres buskede hale og rejser hovedet og udstøder de her høje trompetlyde, fortæller Lars Mikkelsen.

0:18
Havørn hviler sammen med en flok traner.

Tranerne fik selskab af en anden fantastisk fugl

Men det er ikke bare tranerne, der tager opmærksomheden i billedet. Forrest sidder en havørn og hviler. Havørnen trives ligesom tranerne rigtig godt i Danmark. Inden for de seneste 10 år er de begge blevet et almindeligt syn i Vestjylland.

- Havørnen kan være en trussel for tranerne, hvis den er på jagt, men så længe, den sidder og hviler, er tranerne ikke særligt påvirkede af dens tilstedeværelse, fortæller Lars Mikkelsen. 

Selvfølgelig tog han også en række billeder af tranerne, og her kan man rigtig få fornemmelse af den majestætiske fugl på en meter og tyve i højden.

Traner er blevet et almindeligt syn

Lars Holm Hansen, formand for Dansk Ornitologisk Forening i Vestjylland, fortæller, at tranerne har det rigtig godt i Danmark. 

- For 50 år siden var tranen stort set forsvundet fra Danmark. I dag kan vi se traner rigtig mange steder i Midt- og Vestjylland, fortæller Lars Holm Hansen. 

Ifølge DOF-basen, Dansk Ornitologisk Forenings database over observationer af fugle, er der inden for den seneste uge registreret 425 observationer at traner i hele Danmark, 80 af dem er traner set i Midt- og Vestjylland. Ifølge Lars Holm Hansen fra DOF Vestjylland kan der være flere forklaringer på, at tranerne trives godt under danske himmelstrøg. 

- Klimaet er blevet mildere, derfor vælger mange traner at blive her hele vinteren i stedet for at trække syd på. En anden forklaring kan være de mange majsmarker, der er et spisekammer for traner om vinteren og i det tidlige forår, fortæller Lars Holm Hansen, som bor i Spjald og selv har observeret traner mange gange.

Her er der gode chancer for at se traner

Vil du gerne opleve vores danske struds, Europas højeste fugl med egne øje, så anbefaler Lars Mikkelsen at tjekke markerne omkring Linde ved Struer. Og det kræver bare en ting.

- Bliv i bilen, tranerne er sky. Står du ud af bilen, er der stor risiko for, at de letter, understreger Lars Mikkelsen.

Han anbefaler at medbringe en god kikkert, så man kan sidde i ro og mag og nyde de majestætiske fugle.