Vestjyde er som den første dansker ankommet til OL: - Det er meget overvældende

Kirstine Danstrup Andersen er tjekket ind i OL-byen i Paris, hvor hun inden længe skal repræsentere Danmark i bueskydning. Inden da afventer hun en vigtig levering.

Dette foto af bueskytten Kirstine Danstrup Andersen er delt på Instagram af både @danmarktilol og @kirstine_danstrup selv, som løbende deler opdateringer.
Dette foto af bueskytten Kirstine Danstrup Andersen er delt på Instagram af både @danmarktilol og @kirstine_danstrup selv, som løbende deler opdateringer.
Foto: Danmark til OL

På fredag begynder OL i Paris helt officielt, men allerede nu er den første danske atlet landet i Paris.

Hun er 26 år, hedder Kirstine Danstrup Andersen og er Danmarks eneste repræsentant i bueskydning.

- Jeg er enormt stolt af, at jeg får lov at repræsentere dansk bueskydning. Det havde været nice at have holdkammerater med, men jeg tænker, at det bliver spændende at lære nogle andre atleter at kende, siger Kirstine Danstrup Andersen, der kommer fra Holstebro.

Lige nu er hun sammen med sin træner og sportschef, mens hendes holdleder kommer til Frankrig senere. Og mens hun venter på, at flere danske OL-atleter gør hende følgeskab, er der nok at få tiden til at gå med.

- Det er meget overvældende at være her. OL-byen er jo et kæmpestort område, så vi har fået en del tid til at gå med at gå rundt og se, hvor tingene ligger - blandt andet den bane, hvor konkurrencen skal finde sted, fortæller hun.

Bueskydning er nemlig en af de første konkurrencer, og allerede dagen inden den officielle åbning skal Kirstine Danstrup Andersen spænde buen til den første indledende runde.

Venter på sin bue

Lige nu er der dog den udfordring, at buen endnu ikke er landet i Paris.

- Der har været problemer med bagagen. Vi så den ellers blive trukket op til flyet, men der var ikke plads nok på flyet, fortæller bueskytten, der glæder sig til, at buen efter alt at dømme lander indenfor det næste døgn.

Så skal hun i gang med træningen og få fornemmelsen af banen, fortæller hun.

1:53
TV MIDTVEST har flere gange fulgt Kirstine Danstrup Andersen i hendes drøm om at nå til tops i bueskydning. Indslaget her er fra 2017.

Og faktisk er det helt nyt for hende at have et par dage uden træning. Normalt er det et fuldtidsjob at træne med buen, og de sidste par måneder har ikke været nogen undtagelse.

- OL-udtagelsen kom ret sent, så jeg var meget, meget lettet. Det har været en hård og intens forberedelsesperiode, hvor hele min hverdag er gået med det.

På trods af en intens træningsperiode frem mod De Olympiske Lege, så handler det mest af alt om at suge til sig.

- Jeg føler mig så klar, som jeg nu engang kan være. Målsætningen resultatmæssigt er ikke sat så højt i den her omgang, men jeg tillader mig også at være ambitiøs på den lange bane. Lige nu handler det om at samle erfaring og lære noget om hele setuppet.

De Olympiske Lege varer frem til den 11. august.