Sæsonens første iltsvind er målt i Limfjorden
Sæsonens første iltsvind er konstateret ved bunden af Limfjorden
Juni har været varm, og nu er sommerens første iltsvind nu målt i Limfjorden. Det skriver DR Midt & Vest.
Det er Naturstyrelsens miljøskib Limgrim, som tirsdag målte under fire milligram ilt per liter ved bunden af Lovns Bredning.
- Dermed er vi under grænsen til det, vi kalder et moderat iltsvind, siger miljøtekniker Bent Jensen fra Naturstyrelsen, som er ombord på skivet, til DR Midt & Vest.
Normalt skal der være 8-10 milligram ilt pr. liter. Er den under, betyder det, at fisk og smådyr flygter fra området, fordi de har vanskeligt ved at få ilt nok.
Målingen af årets første iltsvind er en påmindelse om, at Limfjordens miljø fortsat er meget skrøbeligt.
- Store dele af Limfjorden er stadig påvirket af mange næringsstoffer, som giver en kraftig vækst af alger og dermed risiko for iltsvind, siger miljøtekniker Bent Jensen fra Naturstyrelsen.
For to år siden blev fjorden ramt af det værste iltsvind i 15 år på grund af en lang, varm sommer. Sidste år var sommeren kølig og blæsende, og derfor var der nærmest ikke iltsvind.