Døde sæler i fjorden: Jeg er ikke bekymret - jeg er bange

Jesper Appel er fritidsdykker og kender Limfjorden ud og ind. Synet af mange døde sælunger bekræfter ham i, at fjorden har fået det meget værre.

2:16
En opsynsmand ved Naturstyrelsen har fundet 41 døde sælunger på Ejerslev Røn. Jesper Appel har også selv bemærket de mange døde sæler.
Foto: Privat & Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

Fundet af flere døde sælunger i Limfjorden er et tegn på, at der er noget helt galt med vandmiljøet.

Sådan lyder analysen fra fritidsdykkeren Jesper Appel fra Nykøbing. Han har sejlet og dykket i fjorden i mange år og har de seneste år konstateret en stor forandring.

- Det er blevet markant værre. Det er gået fra nul til 100 på ingen tid. Limfjorden er en hård dame, men det her holder hun ikke til, siger han.

Det var en opsynsmand ved Naturstyrelsen, der forleden fandt 41 døde sælunger på Ejerslev Røn, et vildtreservat ud for Nordmors. Det er ifølge eksperter ikke unormalt at se døde unger i fjorden. De små sæler er meget sårbare den første tid, men i år er det specielt slemt, mener Appel.

- Jeg tror, at de dør, fordi mødrene ikke kan fange føde nok og derfor ikke kan producere mælk nok. Der er stort set ingen fisk i fjorden. Den er meget hårdt ramt, siger han.

Når Appel dykker i fjorden, kan han ved selvsyn konstatere, hvor slemt det står til. Mange steder er der alger - og liv i form af fisk og bunddyr er der ikke meget af.

- 40 til 50 procent af alt liv er væk. Det er dækket af fedtemøg og algevækst, siger han.

Her er fjorden dækket af alger og fedtemøg.
Her er fjorden dækket af alger og fedtemøg.
Foto: Privat

Anders Galatius, der er seniorforsker ved Aarhus Universitet, siger, at der kan være flere forklaringer på de døde unger. Iltsvind er en af dem, fordi de voksne sæler ikke kan finde tilstrækkeligt føde.

- Det er lidt den samme historie, som vi ser i andre danske farvande. Der er al for meget næringstilførsel, og det rammer hårdere i et meget lukket område som Limfjorden, fordi der ikke er så meget udskiftning af vandet, siger han.

Jesper Appel håber, at de døde sælunger kan fungere som et wake-up call. 

- Vi kan godt pege fingre. Vi kan pege på landbruget og på udledninger. Men faktum er, at vi har brug for en holdningsændring.

- Hvor bekymret er du?

- Jeg er ikke bekymret. Jeg er bange. Jeg er oprigtigt bange for at se det, som vi bruger så meget, er i så skidt en tilstand, siger Jesper Appel.

Ud over bruge fjorden rekreativt er han også aktiv i foreningen North Nature, der arbejder med at fjerne spøgelsesnet - altså forladte fiskeredskaber - fra Limfjorden.

[Tilpasset] tonny_toftdal__250624_1220_l7kf