Får millioner fra fond: Nyt fag skal oplyse unge morsingboere om Limfjorden
Børn og unge på Mors ved for lidt om Limfjorden, der omgiver dem og øen. Det skal et nyt fag på skoleskemaet lave om på.
En ny skoletjeneste kaldet OPHAV Limfjorden skal gøre unge morsingboere klogere på det vand, der omgiver deres ø.
Flere undersøgelser viser nemlig, at børn og unge i dag ved meget mindre om Limfjorden, end deres bedsteforældre gjorde, skriver Morsø Kommune i en pressemeddelelse.
De 0 til 18-årige på Mors skal også lære mere om bæredygtighed, og hvordan de tanker kan bruges på fjorden. Og det projekt synes Novo Nordisk Fonden er så prisværdigt, at de netop har støttet implementeringen af skoletjenesten med seks millioner kroner.
Michael Dahlgaard, Morsø Kommunes chef for skoler og dagtilbud, er stolt over opbakningen fra Novo Nordisk Fonden.
- Det er jo helt vildt, at vi igen hiver så flot en økonomisk støtte i land til et af vores projekter. Det er super godt gået af alle, der har været med til at udvikle OPHAV og skrive ansøgningen, siger han i pressemeddelelsen og fortsætter:
- Skoletjenesten bliver noget, vi alle kan være stolte af, og den rummer store perspektiver. Alle børn og unge vil komme i berøring med den, og målet er, at de kommende generationer vil få en bedre forståelse for livet i Limfjorden og dens muligheder og vil få lyst til at bruge den mere i deres hverdag.
Skaldyrscenter får en rolle
Projektet starter allerede fra januar 2022 og strækker sig over fem år. Det ser lederen af DTU Aqua - Dansk Skaldyrscenter i Nykøbing frem til, for nogle af pengene skal også gå til at forbedre centret, som flere skolebørn skal til at besøge.
- Som udgangspunkt er det lidt usædvanligt, at et universitet direkte er med til at udbrede viden til børn i skolealderen. Projektet giver dog mening i lyset af vores placering midt i Limfjorden - og at vi kan være med til, at flere unge får smag for det naturvidenskabelige felt, fortæller centerleder Jens Kjerulf Petersen.
Også formanden for den politiske styregruppe for det nye Oplevelses- og Søsportscenter, Klaus Hvidtfelt Larsen, ser store muligheder i samspillet mellem OPHAV og det nye center.
- Jeg tror virkelig, at vi har gang i noget, der er med til at få Mors endnu mere på både land- og søkortet, og som generelt kan få folk til at sætte endnu større pris på fjordens muligheder, siger han.