Hofkok dømt for krænkelser
Jens-Peter Skov er nu dømt for at have krænket to tidligere ansatte. Retssagen mod ham begyndte i april, og onsdag blev den færdigbehandlet
Ejer af Sallingsund Færgekro Jens-Peter Skov er onsdag ved Retten i Holstebro blevet idømt 20 dages betinget fængsel.
Sagen omhandlede to tidligere ansatte, der i detaljer har fortalt om, hvordan de har oplevet grænseoverskridende adfærd fra deres daværende chef
Domsmandsretten var enige om afgørelsen, siger dommeren.
Jens-Peter Skov ankede på stedet afgørelsen med krav om frifindelse i landsretten.
Sagen mod Jens-Peter Skov er rejst i kølvandet på en række artikler i Ekstra Bladet. De har blandt andet fået stor opmærksomhed fordi Jens-Peter Skov tidligere har assisteret det danske kongehus ved adskillige store fester. TV MIDTVEST har også brugt ham som ekspert, når kongehuset har besøgt landsdelen.
TV MIDTVEST har fulgt sagen i retten på begge retsdage. Du kan læse, hvordan retshandlingen foregik i livebloggen herunder. Den opdateres ikke mere.
Ingen kommentarer
TV MIDTVEST bad efter dommen Jens-Peter Skov om en kommentar, men han ønskede ikke at svare på spørgsmål.
Hans forsvarer Rasmus Amandusson siger, at han tager dommen til efterretning, men ikke er enig i afgørelsen. Derfor er den anket til landsretten med krav om frifindelse.
Forsvareren peger på, at den langvarige sag har været en stor belastning for hans klient, både personligt og for hans forretning.
Tilfreds anklager
Anklager Cecilie Pedersen siger, at hun er tilfreds med, at retten har valgt at følge hendes påstand om, at der var tale om blufærdighedskrænkelser.
- Så kan man altid diskutere strafudmålingen. Nu skal sagen under alle omstændigheder i landsretten, fordi den dømte har anket, men det er en overvejelse værd, om vi skal kontraanke med påstand om strafskærpelse. Men det er statsadvokaten og ikke mig, der afgør det, siger hun.
Anklageren havde krævet Skov idømt 60 dages betinget fængsel.
Begået af en chef
Retten har i sin strafudmåling lagt vægt på, at krænkelserne er begået af en chef over for to unge ansatte.
Skov blev i anklageskriftets første punkt dømt for at have bidt en ansat i øret, mens han blev dømt for alle de forhold, der er nævnt i punkt to.
Det vil sige gentage befølinger på numsen og øreflipperne, ligesom han har grebet fat om den ansattes baller og presset ham ind til sig.
Han skal betale en tort-godtgørelse på 7.000 kroner til den ene af de forurettede.
Gav hånden til anklager
Inden Jens-Peter Skov forlod retslokalet, sagde han højt og tydeligt farvel - og gik herefter over og gav hånden til anklager Cecilie Pedersen. Han taler nu med sin forsvarer uden for lokalet.
Vil frifindes
Forsvarer Rasmus Amundsson fortæller, at Skov med det samme har valgt at anke dommen til landsretten med krav om frifindelse.
Drøfter med sin forsvarer
Den 66-årige kroejer går udenfor for at diskutere med sin forsvarer, om dommen skal ankes, eller om de vil bede om 14 dage til at overveje sagen.
Så er dommen faldet
Jens-Peter Skov idømmes 20 dages betinget fængsel. Domsmandsretten var enige om afgørelsen, siger dommeren.
Tæt på en afgørelse
Nu nærmer vi os en afgørelse. Vi har fået at vide, at dommen bliver afsagt om få minutter.
Skov: Der er sagt rigeligt
Jens-Peter Skov får chancen for at få det sidste ord, inden domsmandsretten trækker sig tilbage for at votere. Han vælger ikke at benytte sig af muligheden - bortset fra denne bemærkning:
- Jeg tror, at der er sagt rigeligt.
Dommeren og de to domsmænd har nu forladt lokalet. Dommeren understregede, at han ikke kunne sige, hvor længe det vil tage at nå en afgørelse.
Kræver Skov frifundet
Rasmus Amandusson kræver sin klient frifundet for begge forhold. Hvis retten når et andet resultat, mener han, at 60 dages betinget fængsel er alt for meget. I stedet mener han, at en bøde eller den mindst mulige fængselsstraf vil være passende.