Niels skifter Nykøbing: Får over 400 kilometer på arbejde

Håndboldtræner Niels Agesen kaster sig ud i en rigtig lang pendlertur, når han skifter job fra en Nykøbing til en anden.

Fra sommeren 2025 får Niels Agesen ekstra langt på arbejde.
Fra sommeren 2025 får Niels Agesen ekstra langt på arbejde.
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Niels Agesen er til sommer fortid i Mors-Thy Håndbold. Den mangeårige håndboldtræner kom til klubben med hovedsæde i Nykøbing på Mors i 2021, men nu skal han tilbage til en anden Nykøbing, og han får langt på arbejde.

47-årige Niels Agesen skal igen stå i spidsen for håndboldkvinderne i Nykøbing Falster Håndbold, som han tidligere har vundet DM-guld med. Der er bare den hage ved det, at han stadig bor i Nordjylland.

Derfor fristes man til at spørge:

Hvorfor er deres Nykøbing bedre end vores?

- Det er den heller ikke, skynder Niels Agesen sig at sige efterfulgt af et grin.

- Der er mange parametre i et håndboldtrænerjob. Jeg fornemmede måske, at min tid var ved at løbe ud, og når jeg har den fornemmelse, så har jeg en aftale med mig selv om, at jeg selv skal sige stop, fortæller han.

444 kilometer på arbejde

Derfor meldte klubben og Niels Agesen i starten af september ud, at han stopper efter sæsonen. Den melding fik Nykøbing-Falster Håndbold til at reagere, for her stopper træner Jakob Larsen i sommer.

- De ringede, da Jakob stoppede. Jeg sagde nej, fordi der var nogle logistiske hensyn, siger Niels Agesen, der boede i Holstebro, da han var træner for klubben sidst.

Der bor han ikke længere, men der er stadig langt til Falster, når man bor i Nordjylland. 

Ja, faktisk er der 444 kilometer til hovedkontoret i Nykøbing Falster fra hans hjem i Aabybro, og det besværliggjorde jobtilbuddet i første omgang. Det ændrede sig dog.

- De ringede så igen og præsenterede et setup, hvor jeg ikke behøvede at tage turen hver dag. Nu behøver jeg kun tre gange om ugen, og det kunne jeg godt se hænge sammen, fortæller Niels Agesen.

Team Tvis Holstebro har også haft fornøjelsen af Niels Agesen i spidsen. Her var han træner fra 2005 til 2015.
Team Tvis Holstebro har også haft fornøjelsen af Niels Agesen i spidsen. Her var han træner fra 2005 til 2015.
Foto: Sportxpress/Ritzau Scanpix

Nu med flyet

At bytte bilen ud med flyet har da også fået Niels Agesen til at tænke lidt på klimaet.

Der er sket meget på de syv år, Niels Agesen har været væk, og særligt flytrafik er blevet nemmere. For Niels Agesen kan nu i stedet for at tage bilen til klubben nøjes med en flyvetur fra Aalborg til København.

Klubben træner to gange om ugen i København, og Niels Agesen skal desuden møde ind på Falster Hotel med resten af truppen hver mandag til tirsdag, hvorfor han sparer en rejsedag. 

Ydermere træner klubben tidligt, så Niels Agesen kan vende retur til familien i Nordjylland indenfor normale arbejdstider.

- Jeg har forsøgt at teste min nuværende rejsetid, og der har jeg cirka 1 time og 22 minutter til Mors-Thy Håndbold. I flyet skal jeg sidde cirka halvanden time, fra jeg er i min indkørsel, til jeg er i CPH Lufthavn. Så skal jeg nogle dage også til Falster, men der er jo også træning i København, pointerer Niels Agesen.

Hvad med klimaet?

- Sidste gang jeg var der, kørte jeg 200.000 kilometer på 22 måneder. Nu sætter jeg mig i en flyver, der alligevel ikke er fyldt, så jeg tror, jeg sviner mindre, pointerer han. 

Fly har også andre fordele for træneren.

- Tidligere sad jeg bag rattet i en bil og var træt. Nu kan jeg arbejde eller slappe af i flyet, så jeg er mindre brugt.

Han erkender dog også, at en ting er teori, en anden ting er praksis.

Og selvom Niels Agesen siger farvel til Nykøbing i det vestlige Danmark, så er det ikke endegyldigt. 

- Jeg kan sagtens se mig selv komme tilbage. Jeg har været rigtig glad for samarbejdet med spillerne og lært meget om at fordele ansvar. Jeg har fået rigtig god respons fra spillerne, pointerer han.