Tyveri ved samme gravsted for sjette gang: - Jeg føler mig magtesløs
Det samme gravsted er igen og igen blevet udsat for tyveri.
Et lys til 25 kroner og andet til 7,5 kroner er blevet stjålet fra et gravsted på Nykøbing Mors Kirkegård.
Det lyder måske ikke af meget, men for Gitte Hvidbjerg Kyed betyder lysene meget, da de står ved hendes fars gravsted.
Det er langt fra første gang, at hun oplever, at nogen tager fra gravstedet, og derfor er hun nu ved at løbe tør for tålmodighed.
- Alt til gravstedet er købt ind i min fars ånd, og så bliver man bare virkelig ked af det og frustreret, når nogle tager det igen og igen, siger Gitte Hvidbjerg Kyed.
Vil hellere give penge til tyvene
Gitte Hvidbjerg Kyed fortæller, at hun i alt har oplevet, at der er blevet stjålet fra gravstedet seks-syv gange, siden hendes far blev bisat for to år siden.
Det drejer sig om ting som et stort blomsterhjerte til 1.800 kroner, en sammenplantning til 300 kroner og mange små lys til mellem 7 og 25 kroner.
Hun ser det selv som den laveste form for tyveri.
- Det er noget forbandet svineri. At man kan synke så dybt og være så hjerteløs at stjæle fra et gravsted, forstår jeg ikke, siger Gitte Hvidbjerg Kyed.
Ifølge hende drejer det sig ikke om beløbene. Derfor er hun også villig til at give penge til tyvene, hvis de bare holder sig fra hendes fars grav.
- Jeg vil hellere have, at tyven skriver til mig, og så kan jeg give dem 20 kroner til, at de kan købe deres eget lys, siger hun.
Problem flere steder
Gitte Hvidbjerg Kyed har delt sin oplevelse efter det seneste gravtyveri i Facebookgruppen "Morsø fællesgruppe".
Her skriver flere, at de også har oplevet at få stjålet ting fra gravsteder.
Tidligere har TV MIDTVEST kunne fortælle om lignende historier fra blandt andet Viborg, Herning og Skive.
Gitte Hvidbjerg Kyed håber, at den kedelige tendens snart får en ende, da det påvirker hende følelsesmæssigt, hver gang hun skal købe nyt til gravstedet.
- Jeg føler mig magtesløs. Og jeg bliver så ulykkelig, hver gang der mangler noget, for vi sætter det jo op for at hygge om vores far, på den eneste måde vi kan, siger hun.