Brugerne har stemt om kollektiv trafik: - Det kommer ikke til at ske
Billige billetter eller kortere rejsetid? Her er, hvad der kan få midt- og vestjyder til at satse på offentlig transport.
Brugerne på tvmidtvest.dk har stemt. Her er resultaterne af afstemningen, som er en del af ugens tema om transport.
Omkring 1500 har stemt ved afstemningen, som i denne uge har været at finde på tvmidtvest.dk.
På spørgsmålet: "Hvad kunne få dig til at droppe bilen og tage offentlig transport i stedet?" svarer 31 procent, at billigere billetpriser vil få dem til at bruge kollektiv transport.
24 procent efterspørger kortere rejsetid og 17 procent flere afgange.
Men 28 procent - knap en tredjedel af brugerne svaret, at intet kan få dem til at droppe bilen.
Kommer ikke til at ske
Det er ikke overraskende at hver fjerde i afstemningen svarer "Kommer ikke til at ske".
Det mener Lars Wiinblad fra Passagerpulsen hos Forbrugerrådet TÆNK, som peger på en lignende landsdækkende undersøgelse af samme spørgsmål, hvor omkring 20 procent svarede, at de ikke kunne overbevises til at skifte bilen ud med kollektiv trafik.
- 25 procent af danskerne svarer, at der ikke findes kollektiv trafik, som kan dække deres transportbehov. Og det mener jeg sådan set ikke er noget skidt. Det betyder, at der stadig er 75 procent, som potentielt kunne lokkes til at skifte til kollektiv trafik, eller bruge det lidt mere, end de i forvejen gør - og det stemmer meget godt overens med den afstemning, som I har i Midt- og Vestjylland.
Også trafikforsker fra Aalborg Universitet, Harry Lahrmann, nikker genkendende til, at mange ikke kan overbevises til at bruge offentlig transport.
- Den kollektive trafik har den ulempe, at den går fra et sted, du ikke er, til et sted, du ikke skal hen. Det kan ikke konkurrere direkte med bilen, som det kan i København, siger Harry Lahrmann.
Vaner ændres ved skifte over år
I afstemningen efterspørger flere brugere billigere billetpriser og mindre transporttid med den offentlige transport.
Men selvom de forbedringer skulle blive til virkelighed, så er det stadig en stor udfordring, at få mennesker til at gå fra ét transportmiddel til et andet, påpeger projektchef for Passagerpulsen hos Forbrugerrådet TÆNK, Lars Wiinblad.
- Vi er alle sammen vanemennesker. Vi transporterer os på den måde, vi plejer, for så skal vi ikke tænke så meget. Vaner ændres i forbindelse med flytning, eller jobskifte – det er der masser af forskning, som bekræfter.
- Så vi skal have en rotation af folk i landsdelen, enten mennesker, som skifter arbejde eller nye tilflyttere, som er villige til at ændre deres vaner, så kan man få flere over i kollektiv transport, siger Lars Wiinblad.
Billigere billetter eller ro i maven
Selvom størstedelen af brugerne nævner billigere billetter, som en grund til at skifte til bus eller tog, så er det nærmere en god undskyldning end en reel mulighed, mener trafikforsker Harry Lahrmann.
- Det siger de ja, men det passer ikke. Vi ved fra erfaring at billige billetter ikke virker. Det er kun for dem, der allerede bruger kollektiv trafik. Det betyder ikke at dem, der er i biler pludselig hopper over i en bus, siger Harry Lahrmann.
Han påpeger, at det ikke nødvendigvis er en dårlig ting for klimaet, at mennesker i Midt- og Vestjylland kører bil. Hvis der er tale om elbiler, er der intet klimaproblem, påpeger han.
Han kalder kollektiv trafik for et "velfærdsgode" for de, som ikke har mulighed for at tage bilen, og mener det er et politisk spørgsmål, hvilket niveau det gode skal have.
Men skulle man alligevel ønske, at den offentlige transport i Midt- og Vestjylland bliver mere tilgængelig, skulle man kigge mod udlandet, mener Lars Wiinblad fra forbrugerrådet TÆNK.
- I Holland er der flere steder, hvor der er garanteret kollektiv trafikbetjening i en årrække, eksempelvis de næste ti år.
- Det giver folk ro i maven, fordi de ved, de ikke behøver at købe bil, hvis de flytter til dét område. Det er en langsigtet investering, men jeg tror, det er det, der skal til for at ændre den tendens, vi har set efter coronaperioden, hvor flere har skiftet bus eller tog ud med en ekstra bil, siger han.