Han stod frem med sin bekymring for patienterne - nu er overlæge sygemeldt
Han stillede sig i front og talte for bedre vilkår på akutafdelingen i Gødstrup. Nu er Anders Møllekær blevet sygemeldt.
En af de læger, der har været med til at sætte gang i den seneste måneds debat om forholdene på akutafdelingen på Regionshospitalet Gødstrup, har nu trukket stikket.
Over for TV MIDTVEST bekræfter overlæge Anders Møllekær, at han lige nu er sygemeldt fra sit job i akutafdelingen.
- Der er ingen tvivl om, at jeg gennem længere tid har været udsat for et enormt arbejdspres i akutafdelingen med mange og travle vagter.
- At der i tillæg har været et akut behov for at kæmpe for vores patienters sikkerhed og deres ret til god behandling har ikke gjort presset mindre, lyder det i en SMS fra overlægen.
Talsmand for læger
Akutafdelingen på Regionshospitalet Gødstrup har været et varmt samtaleemne siden midten af januar.
Efter nytår råbte en række læger op omkring forholdene på afdelingen, og de gik offentligt ud med deres bekymring for patienternes sikkerhed. De mente, at grænsen for overbelægning og belastning var nået og kaldte situationen uholdbar.
Derfor sendte de et bekymringsbrev til hospitalsledelsen.
En af dem, der stillede sig frem og fortalte om hverdagen på afdelingen, var overlæge Anders Møllekær, der havde kasketten som talsmand for special- og overlægegruppen på regionshospitalet.
Han sagde blandt andet, at han kunne have en ubehagelig følelse i kroppen, når han kørte hjem fra en vagt, hvor han kunne spekulere over, om han nu havde overset noget eller håndteret noget uforsvarligt på grund af travlhed.
- Vi synes, at patientsikkerheden er truet i alvorlig grad. Vores ressourcer er ikke til at behandle alle de patienter, der kommer. Det bekymrer mig selvfølgelig, lød det dengang.
Bekymringsbrevet satte gang i en større offentlig debat om, hvorvidt forholdene på afdelingen var forsvarlige for patienter og personale, og der blev blandt andet ytret frygt for, at flere kolleger ville forlade afdelingen.
Nu har Anders Møllekær så, efter samråd med sin læge, sygemeldt sig.
TV MIDTVEST har været i kontakt med kommunikationsafdelingen på regionshospitalet for at få en kommentar til sygemeldingen, men hospitalsledelsen ønsker ikke at kommentere sagen.
- Det er en personalesag, og den kommenterer vi aldrig på i medierne, lyder det.