For meget pres og fokus på fejl: Ansatte slår alarm efter opsigelser
En række bekymrede medarbejdere i regionen kommer med et opråb til politikerne, dagen efter to direktører i regionens topledelse opsagde deres stillinger.
To topdirektørers farvel til Region Midtjylland får nu regionens læger, sygeplejersker og øvrige ansatte til at råbe vagt i gevær.
I et brev, der er sendt til regionsrådet i Region Midtjylland, udtrykker de ansatte bekymring over, at der blandt andet er et for stort fokus på fejl i regionen.
- Vi mærker hver dag et presset system, hvor presset i særdeleshed kommer oppefra og alt for ofte ender ude hos den enkelte medarbejder, hedder det i brevet.
Brevet kommer, dagen efter regionsdirektør Pernille Blach Hansen og lægefaglig koncerndirektør Helene Probst meldte deres afgang.
Sidstnævnte begrundede sin opsigelse med de alvorlige problemer på kræftområdet på Aarhus Universitetshospital, som DR har afsløret.
- Vi noterer os med bekymring, hvordan lægefaglig koncerndirektør Helene Probst italesætter de svære kår, en nytænkning af sundhedsvæsenet aktuelt har i Region Midtjylland, står der i brevet til regionsrådet.
Brevet er underskrevet af Anja Laursen og Rene Lodal Christensen, der er henholdsvis næstformand og 2. næstformand i Regions-MEDudvalget, som er regionens øverste udvalg for udøvelse af medindflydelse og medbestemmelse.
Opsigelser skal tages alvorligt
Anja Laursen, der også er formand i Dansk Sygeplejeråd i Region Midtjylland, understreger, at brevet repræsenterer samtlige medarbejdergrupper i regionen.
- Vi håber, at regionsrådet tager de to opsigelser meget alvorligt, siger Anja Laursen til TV MIDTVEST.
Tirsdag begrundede lægefaglig koncerndirektør Helene Probst blandt andet sin opsigelse med frustration over den måde, man driver sundhedsvæsnet på.
- Når der ikke er en tilstrækkelig grad af tillid til hinanden, og når fokus er på at gå efter fejl med henblik på sanktion, så får det meget vanskelige kår. Det lammer systemet. Ingen tør mene noget nyt, tage ansvar eller træffe beslutninger, skriver hun i et opslag på LinkedIn.
Blandt sygeplejersker, bioanalytikere og læger er der ifølge Anja Laursen et ønske om at sikre, at faglige bekymringer når frem til regionsrådspolitikerne. Derfor er der behov for at sikre fagligt stærke ledere, siger hun.
- De faglige budskaber skal videre til regionsrådet, når budgettet er så stramt, som det er, pointerer hun.
Kühnau: Forstår bekymringen
Kritikken gør indtryk på regionsrådsformand Anders Kühnau (S), fortæller han.
- Ja, det gør det. Jeg kan godt forstå bekymringen, og jeg deler den også. Jeg er enig i analysen af, at sundhedsvæsenet er presset, og at vi mangler penge, siger han og understreger, at der venter et prioriteringsarbejde for regionsrådet.
I brevet kritiseres blandt andet det store fokus på fejl, som afsenderne mener, der er i regionen.
Et billede, regionsrådsformanden godt kan kende.
- Jeg er overordnet enig i, at vi skal have mere fokus på læring end fejl. Når det så er sagt, så er der begået fejl, siger Kühnau.
Han henviser til kræftsagen på Aarhus Universitetshospital, hvor hospitalsdirektøren og den lægefaglige direktør blev opsagt, efter en uvildig rapport fra Kammeradvokaten konkluderede, at man ulovligt havde prioriteret økonomi over patienterne.
Skandalesagen krævede altså ifølge regionsrådsformanden et nødvendigt fokus på de fejl, der var begået.
- Der er begået fejl - også fejl, der gør, at patienter ikke har fået oplysninger om muligheder for behandling andre steder, og der er patientrettigheder, der ikke er blevet overholdt. Det er kommet frem, at der også er tale om alvorlige fejl. Det skal vi selvfølgelig reagere på, siger Anders Kühnau.
Han forventer torsdag at kunne fortælle mere om en mulig erstatning for koncerndirektør Pernille Blach Hansen, der tirsdag opsagde sin stilling.