Frustrerede politikere: Gødstrup-forsinkelse kommer til at koste millioner
Det kommer til at koste Region Midtjylland en ekstraudgift på 14 millioner kroner om måneden, at det nye hospital i Gødstrup ikke står klar til tiden.
Endnu et kapitel bliver nu skrevet i den efterhånden lange fortælling om sygehuset i Gødstrup.
Indflytningen i det nye sygehus skulle være sket i løbet af februar og marts næste år. Nu er den udskudt på ubestemt tid, og det bliver dyrt.
Forsinkelsen betyder nemlig, at regionen fra 1. april næste år går glip af en effektiviseringsgevinst på 14 millioner kroner hver eneste måned.
Det betyder, at hvis der bliver tale om et halvt års forsinkelse, så mangler regionen næste år 84 millioner kroner.
- Det er dybt frustrerende som politiker, fordi man har så meget lyst til at agere og sige, at nu må nok være nok, fortæller Steen Jakobsen, der er regionsrådsmedlem hos Region Midtjylland for Venstre.
Vil ikke spare
Regionsrådspolitiker for SF Susanne Buch fortæller, at hun under ingen omstændigheder vil gå med til at skulle spare et beløb i det prisleje på hospitalet i Gødstrup.
- Jeg kan ikke lægge navn til igen at gå ud i en fyringsrunde, hvor man siger, at nu skal det koste nogle arbejdspladser en gang mere. Det kan jeg simpelthen ikke, siger hun.
Sådan lyder det også fra Steen Jakobsen.
- De penge bliver vi simpelthen nødt til at finde. Vi kan jo ikke sætte skatten op som region, men så må der være andre steder, vi skal skære, eller også må vi appellere til Christiansborg.