Lange ventelister har kostet Anni jobbet: Nu vil Venstre have en smutvej til privathospitalerne

Anni Frahm har ventet så længe på en operation i sine hænder, at hun har mistet sit arbejde. Og ventetiden er for lang, mener Venstre, der synes, det skal være nemmere at få en tid på et privathospital.

2:32
Anni Frahm fra Snejbjerg er blevet opereret i højre hånd. Nu venter hun på, at venstre hånd kan få samme tur.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Anni Frahm på 32 år fra Snejbjerg er plaget af en nervelidelse, der ikke bare gør ondt, men også betyder, at hun mister føling og greb i sine hænder. For nylig blev hun opereret i den ene hånd efter mere end seks måneders sygemelding.

Men en operation i den anden hånd har lange udsigter, for lige nu er der lange ventelister til operationer i Region Midtjylland. Og hvis man har fået et behandlingstidspunkt, som man er utilfreds med, skal man igennem Patientkontoret, som lige nu har 2.500 ubesvarede henvendelser liggende på bordet.

- Det er megafrustrerende. Helt vildt. Der er også noget psykisk i det. Man går hjemme i uvished, og det har konsekvenser for mine børn, for jeg kan ikke det samme med dem, siger Anne Frahm, der er pædagog.

Samme løsning som i Syddanmark

I kølvandet på corona og sygeplejestrejken er ventelisterne kun blevet længere. Derfor er der behov for, at der nu kommer skub i systemet, mener Venstres spidskandidat til det kommende regionsrådsvalg.

- Jeg synes, vi skal lave samme løsning, som de har i Region Syddanmark, hvor man, hvis man ikke kan komme til, kan ringe direkte til et privathospital, så man kan komme i gang med sin behandling, siger Anders G. Christensen (V).

Men ifølge den siddende regionsrådsformand er det slet ikke en mulighed, fordi regionen er forpligtet til at hjælpe patienterne med at finde den rette behandling.

- Det er ikke, fordi vi vil gøre det rigidt. Det er, fordi vi vil give dem de råd og den vejledning, der gør, at de bliver sendt det rigtige sted hen første gang. Det er det, vi skal ifølge lovgivningen, siger Anders Kühnau (S).

Ventetiden tog sygedagpengene og jobbet

For Anni Frahm er det ikke kun smerterne, og de begrænsninger hendes sygdom sætter for hende, der er problemet. Ventetiden har også kostet hende jobbet.

Hun har været sygemeldt i så lang tid, at hendes sygedagpenge er brugt op. Det samme er hendes tidligere arbejdsgivers mulighed for at få refusion, og derfor har hun nu ikke længere et job.

- Når folk skal gå hjemme i så lang tid, så griber det om sig. Og så handler det ikke bare lige om, hvorvidt man kan blive opereret i dag eller i morgen. Så handler det om, hvorvidt man har et job i dag eller i morgen, siger den 32-årige pædagog.

Hun har faktisk selv fundet et privathospital med kortere venteliste til netop hendes operation. Derfor har hun spurgt regionen om lov til at blive opereret der, så hun kan komme videre med sit liv, men hun regner ikke med et positivt svar.

- Jeg forventer ikke, at jeg får lov. Det gør jeg ikke, siger Anni Frahm.