Minister har tillid til Gødstrups ledelse - men forventer politisk handling
Sundhedsminister Sophie Løhde siger, at regeringen arbejder hårdt for at løse de store kapacitetsproblemer i sundhedsvæsnet. Men der er ingen mirakelkur, understreger hun.
Sundhedsminister Sophie Løhde (V) har stadig tillid til ledelsen på Regionshospitalet Gødstrup, selv om en oversigt fra sygehuset for nylig viste så store kapacitetsproblemer på flere afdelinger, at det i værste fald kan være livstruende.
Det understregede ministeren over for TV MIDTVEST, da hun mandag var i Gødstrup for i en anden sammenhæng at besøge psykiatrien.
- Jeg har selvfølgelig fuld tiltro til ledelsen på Regionshospitalet Gødstrup. Der er dygtige medarbejdere på alle niveauer i vores sundhedsvæsen, som hver dag knokler for at gøre deres bedste. Og så er det klart, at så forventer jeg også, at den politiske ledelse i Region Midtjylland får rettet op de steder, hvor der skal rettes op, sagde Sophie Løhde.
Ministeren understregede, at det på ingen måde kommer som en overraskelse for hende, at der er massive kapacitetsproblemer i sundhedsvæsnet. Derfor har regeringen også præsenteret en akutplan sammen med regionerne, ligesom der også er initiativer på kræftområdet.
Ingen mirakelkur
Men - understregede hun samtidig - der er ingen mirakelkur, der kan løse problemerne her og nu.
- Uanset hvordan vi vender og drejer det, kan vi ikke bare i morgen ansætte alle de læger, sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter, som vi godt kunne tænke os. De findes simpelthen ikke nu og heller ikke den fremtid kigger ind i, hvor der er store generationer, der kommer til at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, og nogle meget mindre generationer, der træder ind på arbejdsmarkedet.
Ud over de politiske initiativer, der allerede er sat i søen, pegede ministeren på, at det også bliver nødvendigt at aflaste sygehusene ved at lægge flere opgaver ud i kommunerne og hos de praktiserende læger.
Samtidig mente hun også, at man skal være varsom med at tale sundhedsvæsnet ned trods de dystre meldinger i hospitalets egen oversigt over udfordringerne.
- Jeg noterer mig, at Region Midtjylland selv har meldt ud, at den metode, de har brugt til at opgøre de her udfordringer, ikke rigtigt rummer den store plads til nuancer. Derfor skal man måske også være meget varsom med at sætte to streger under alle de røde lamper på én gang.
- Der er ingen tvivl om, at vores sundhedsvæsen er udfordret på rigtigt mange niveauer, men der er også rigtigt mange steder, hvor sundhedsvæsnet - og heldigvis for det - er langt bedre end sit rygte, fastslog Sophie Løhde.