Sådan rammer kraftige tordenbyger Danmark i dag
Særligt midt på eftermiddagen er der høj risiko for skybrud.
En front skal i løbet af onsdagen passere landet med kraftige tordenbyger til flere landsdele.
Tordenbygerne kan blive så kraftige, at de kan give lokale skybrud, hvilket kan medføre oversvømmelser.
TV 2 Vejret har i den forbindelse udsendt et varsel for netop skybrud, der gælder for hele Jylland og en stor del af Fyn i perioden klokken 12 til 19.
Her får du et overblik over dagens vejr og til sidst dagens detalje.
Formiddag: Mest tørt
Inden tordenbygerne melder sin ankomst, kan de fleste danskere se frem til en morgen og formiddag, der byder på overvejende tørvejr.
Især øst for Storebælt bliver der også mulighed for en del sol, mens der er flere skyer på himlen over Jylland, Fyn og Bornholm.
Sidst på formiddagen er der dog udsigt til, at de første tordenbyger går i land i den sydvestlige del af Jylland.
Eftermiddag: Kraftige tordenbyger og op til 27 grader
I takt med at fronten bevæger sig ind over landet, bliver tordenbygerne mere og mere udbredte. Ved 14-tiden forventes de at ligge som et bånd op gennem Jylland.
Længere mod øst holder det derimod endnu tørt med mulighed for nogen sol.
Det er samtidig også i de østlige landsdele, at det bliver varmest. Over Fyn, Sjælland, Lolland og Falster topper temperaturen med 24 til 26 grader – lokalt måske 27 graders varme.
I Jylland og på Bornholm bliver det med maksimum 20 til 25 grader på termometret.
Risikoen for skybrud er størst midt på eftermiddagen fra Himmerland og ned langs den østjyske kyst til Sydjylland samt på det vestlige Fyn.
Aften: Bygerne dør ud
Onsdag aften bevæger fronten sig videre østover, men bygernes intensitet falder.
Der kan stadig være risiko for tordenbyger over Sjælland, men de vil ikke være nær så kraftige.
Derudover kan solen få god plads i særligt den vestlige del af landet. På Bornholm holder det også fortsat tørt.
Dagens detalje
Lokalt kan dagens byger give op mellem 20 og 30 millimeter nedbør – og meget af det vil falde på relativ kort tid.