Historisk indsprøjtning til Psykiatrien i nordvestjyske kommuner

Et trecifret millionbeløb skal sikre hurtig og målrettet indsats for børn og unge med psykiske problemer.

Thisted Kommunes N8 er en af fire primære kommunale partnere i projektet.
Thisted Kommunes N8 er en af fire primære kommunale partnere i projektet.

Der er godt nyt for psykiatrien i Region Nordjylland.

180 millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden og Det Obelske Familiefond er nemlig på vej, og det er den største fondsbevilling, der direkte er målrettet børn og unge med psykiske udfordringer. 

Det oplyser Region Nordjylland i en pressemeddelelse. 

Pengene går til projektet "Bedst for Os", der over en femårig periode blandt andet skal sikre en hurtigere diagnostik og bedre behandling af børn og unge i psykiatrien. 

Derudover har projektet også den ambition, at det på sigt skal kunne udbredes til andre regioner. 

Familien i fokus 

I de seneste 10 år er andelen af børn og unge, der har taget kontakt til børne- og ungepsykiatrien, steget med mere end 50 procent. Det presser både kommuner og sundhedsvæsnet og resulterer i, at familier oplever hjælpen kommer for sent. 

Det skriver Region Nordjylland i pressemeddelelsen. 

Det var nogle af bevæggrundene til Novo Nordisk Fonden og Det Obelske Familiefond i samarbejde med psykiatrien i Region Nordjylland startede projektet. 

I ”Bedst for Os” vil der være fokus på hele familien. Det skal ske igennem etablering af "Familiens Team", som skal inkludere fagprofessionelle fra skole, kommune og børne- og ungdomspsykiatrien.

- Når et barn eller en ung er i mistrivsel, er det jo hele familien, der bliver ramt. Derfor er det vigtigt, at familien er i fokus, så man i fællesskab kan skabe et inkluderende og sammenhængende patient-forløb, forklarer Jan Mainz, der er professor og psykiatridirektør i Region Nordjylland og står i spidsen for ”Bedst for Os”. 

Ifølge ham er en tættere dialog og samarbejde mellem de forskellige fagområder helt central for projektet.

Novo Nordisk Fonden har bevilget op til 150 millioner kroner, og Det Obelske Familiefond bidrager med 30 millioner kroner.