To kandidater hedder det samme: Arne Lægaard fra Skanderborg får 251 stemmer i Holstebro
Det var måske ikke alle, som ønskede at stemme på Arne Lægaard fra Holstebro til regionsrådsvalget, der havde tungen lige i munden. Arne Lægaard fra Skanderborg fik i hvert fald masser af stemmer i Holstebro.
Til regionsrådsvalget stillede både Arne Lægaard (V) fra Skanderborg og Arne Lægaard (V) fra Holstebro op for samme parti i Region Midtjylland, og derfor skulle vælgerne have ekstra styr på blyanten, da de satte deres kryds.
Om vælgerne så havde det, er et godt spørgsmål. Men Arne Lægaard fra Skanderborg fik i hvert fald 251 personlige stemmer i Holstebro. Den vestjyske kommune står dermed for lige under en fjerdedel af østjydens personlige stemmer.
Det kan aldrig bekræftes, om stemmerne rigtigt skulle have været til kandidaten fra Holstebro, og det er i øvrigt også ligegyldigt, mener Arne Lægaard fra Holstebro.
- Jeg synes, det er dejligt, at vi får nogle stemmer til Venstre, og det er jo også svært, at der er to med samme navn, siger han.
I øvrigt mener politikeren fra Holstebro, at stemmesedlen også er lang og uoverskuelig, så der kan nemt ske en forveksling i sådan et usædvanligt tilfælde.
”Arne-Arne-sagen” har givet flere stemmer
I alt fik Arne Lægaard fra Holstebro 6265 stemmer til regionsrådsvalget, hvor 43 af dem var fra Skanderborg. Men uanset hvilken by stemmerne er fra, så er det en personlig stemmerekord for politikeren fra Holstebro.
- Hele Arne-Arne-sagen har gjort, at jeg har fået flere personlige stemmer end før. Vælgerne har simpelthen vidst, at jeg stillede op, siger han.
Det var allerede inden, at valgkampen for alvor gik i gang, at de to Venstre-mænd fandt ud af, at de stillede op med samme navn og parti, og derfor havde de også forsøgt at gøre en indsats for, at vælgerne skulle kunne skelne mellem dem.
- Vi har været meget i medierne, og i alle landets aviser, og så har vi blandt andet også prøvet at skrive det på vores biler, fortæller han.
Jordbær-Arne og Skytte-Arne
Under hele valgkampen har flere medier bemærket, at de to mænd både stillede op for samme parti, til samme valg og endda med samme navn.
Og det har givet de to Venstre-mænd en del timer sammen under valgkampen, fordi de både skulle deltage i tv-optagelser og i radioen.
- Jeg har lært ham at kende under valgkampen, og jeg synes, at han er en fantastisk person. Vi har kunnet set det sjove i det begge to – også havde vi aftalt, at vi bare skulle sige, at folk skulle stemme på Arne, siger ham fra Holstebro.
Men under et interview i radioen blev de da også enige om, at de alligevel skulle have hver deres navn, så vælgerne bedre kunne adskille dem.
- Jeg skulle hedde jordbær-Arne, fordi mit nuværende erhverv er jordbær-avler, og den anden Arne skulle hedde skytte-Arne, fordi han er formand for den lokale skytteforening i Skanderborg, siger jordbær-Arne.
Selv om Arne Lægaard fra Holstebro aldrig har prøvet lignede før, kan det ikke udelukkes, at han vil opleve den samme, usædvanlige situation igen om fire år.
Arne Lægaard fra Holstebro blev valgt ind i regionsrådet. Det gjorde Arne Lægaard fra Skanderborg ikke.