Mørklægning skal gøre havvindmøller mere spiselige

Lyset på to omstridte kystnære mølleparker i Vesterhavet skal som forsøg kun tændes, når fly nærmer sig.

En radar vil betyde, at det kraftigste røde lys på møllerne er slukket i op til 95 procent af tiden, oplyser Vattenfall (arkivfoto).
En radar vil betyde, at det kraftigste røde lys på møllerne er slukket i op til 95 procent af tiden, oplyser Vattenfall (arkivfoto).
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Ved at slukke lyset på cirka 40 kommende havvindmøller tæt på den jyske vestkyst håber energiselskabet Vattenfall at imødekomme kritikerne af projektet.
    
 Trafikstyrelsen ser positivt på Vattenfalls ønske om at installere en radarløsning, så natlyset på de kystnære mølleparker Vesterhav Syd og Nord kun tændes, når der er fly i nærheden.

Det vil betyde, at møllernes kraftigste røde lys slukkes i op til 95 procent af tiden. I første omgang er der tale om et tidsbegrænset forsøg. Men Vattenfall tror på, at det bliver permanent, som det allerede er sket i Tyskland.
    
- Vi har lyttet til bekymringerne blandt nogle naboer om synligheden af møllerne ude på vandet. Derfor har vi besluttet at investere i radarløsningen, siger Michael Simmelsgaard, landechef for Vattenfall i Danmark.
    
Vesterhav Syd og Vesterhav Nord er oveni løbet ind i ny bølgegang. Først ophævede Energiklagenævnet Energistyrelsens tilladelse til Vesterhav Syd og krævede en ny miljøundersøgelse.
    
Dernæst benyttede politikerne i Ringkøbing-Skjern Kommune sig af muligheden for at få kolde fødder over møllerne, der skiller de lokale vande.

Ti kilometer er bedre end fire

Et enigt byråd skrev til Folketingets politikere, at der nu var en anledning til at få de kystnære møller i en afstand på fire-ti kilometer fra kysten rykket længst muligt ud på vandet.
    
Søren Elbæk (S), viceborgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune, mener, at det er naturligt, at politikerne benytter chancen for at få rykket vindmøllerne så langt ud som muligt på kanten af det oprindeligt udpegede område.
    
- Er der en chance for at flytte dem, så er ti kilometer bedre end fire. Det har Vattenfall flere gange afvist. Men nu er der jo et tidsmæssigt vindue på grund af VVM-undersøgelsen, der alligevel forsinker projektet, siger han.

Ifølge energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) er den lokale frustration forståelig.
    
Men i et skriftligt svar til Dennis Flydtkjær (DF) slog han for få dage siden fast, at der vil være både juridiske og omdømmemæssige konsekvenser ved at flytte møllerne på det fremskredne tidspunkt.
    
/ritzau/  

2:20
SE OGSÅ: Byrådet i Ringkøbing-Skjern Kommune sender nu et brev til partierne på Christiansborg for at får dem til at flytte de kommende kystnære møller længere væk fra kysten.