Niels brygger en ny øl til Jan Mølby

Danskerne er vilde med de helt unikke øl. Hvide Sande Bryghus vil for eksempel hylde Liverpool-legenden Jan Mølby med The Great Dane-øllen.

Niels Sangill præsenterede Jan Mølby for ideen på et møde i Kolding. Og den tidligere Liverpool-stjerne sagde ja.
Niels Sangill præsenterede Jan Mølby for ideen på et møde i Kolding. Og den tidligere Liverpool-stjerne sagde ja.
Foto: Privat

At danskerne er et folkefærd, der godt kan lide øl, er næppe nogen hemmelighed.

Men interessen ser nærmest ud til at eksplodere i disse år. I hvert fald hvis man måler på mængden af nye øl, der kommer på markedet. 

En opgørelse fra www.beerticker.dk viser, at der i 2018 blev lanceret 141 nye øl i Midt- og Vestjylland. Det var ny rekord og et godt stykke over de 43, der kom i 2013.  

Og interessen smitter af ude i butikkerne.

- Vi oplever, at folk gerne vil bruge nogle flere penge på specialøl. Hvor man tidligere foretrak vin, bruger man nu også gerne øl til maden, siger Martin Nymand Sørensen, der er varehuschef hos Kvickly i Holstebro.

Helt unikt

En af dem, der bidrager til statistikken, er den nye indehaver af Hvide Sande Bryghus, Niels Sangill. Han gør nu klar til at sende en ny øl på gaden - The Great Dane som en hyldest til den tidligere Liverpool-spiller Jan Mølby.

- Jeg har netop været til et møde i Kolding, hvor der var et Jan Mølby-foredrag. Vi fik en god snak, og jeg præsenterede ham for ideen om at hylde ham med en ny øl. Han sagde heldigvis "go" for det, fortæller Niels Sangill.

Den nye Mølby-øl passer godt ind i den tendens, man ser overalt hos mikrobryggerierne. Jo mere unikt, desto bedre. Westergaards Hotel i Videbæk har for eksempel også fået fremstillet deres egen øl.

- Vi ville gerne have noget, der var lidt anderledes. Noget man ikke kan få andre steder, og noget folk vil komme her for at nyde, siger hotellets indehaver Bent Graakjær.

Bryghuset i Hvide Sande har i øvrigt noget med Liverpool-legender. Listen over lokale bryg tæller også en Captain Fantastic og en King Kenny som hyldest til Steven Gerrard og Kenny Dalglish.

2:18
Se indslag om de mange nye øl her.