Særlig klasse hjælper ADHD-ramte Martin: - Pjækker ikke længere

En flok drenge fra Ringkøbing med opmærksomhedsforstyrrelser får to gange om ugen undervisning i det fri. Det har givet dem skolelysten tilbage.

Martin Nørtoft har fået lyst at gå i skole, efter han er blevet elev i specialklassen Satellitten i Ringkøbing.
Martin Nørtoft har fået lyst at gå i skole, efter han er blevet elev i specialklassen Satellitten i Ringkøbing.
Foto: Anders Toft Bro, TV MIDTVEST

Martin Nørtofts skoletid har indtil i sommer været konfliktfyldt og fyldt med nederlag. Men nu er han blevet elev i en særlig klasse for drenge med krudt i bagdelen. Drengene får blandt andet undervisning i det fri, og det har været en stor succes.

- Det gør en forskel. Når vi har brugt en masse krudt, så bliver vi udmattede, og når vi så får lov til at læse en bog eller lave dansk eller matematik bagefter, så hjælper det meget. Jeg tror helt klart, at det er det, der gør, at vi rigtig gerne vil det her, siger Martin Nørtoft, elev i 7. klasse, Satellitten.

Klassen kalder sig Satellitten, og de 13 drenge bliver undervist på en lidt mere utraditionelle måde. Her er lange cykelture, mad over bål og læsning i det fri en del af undervisningen, og det har skabt bedre resultater end nogensinde før.

- Det er ikke alle drenge, der er klar til at sidde ved et bord og lære hele dagen. De har brug for nogle andre succeser. Når de sidder over skolebøgerne, så bliver tyve minutters hårdt arbejde her ligeså effektivt, som hvis de sad i to timer før og ikke rigtig fik noget for hånden, siger Peter Kold Jensen, Skoleleder, Ringkøbing Skole.

Efter en lang cykeltur står den på læsning i det fri. At være aktiv, inden skolebørgerne findes frem, giver drengene ro til at læse koncentreret.
Efter en lang cykeltur står den på læsning i det fri. At være aktiv, inden skolebørgerne findes frem, giver drengene ro til at læse koncentreret.
Foto: Anders Toft Bro, TV MIDTVEST

Kræver lærer af særlig karakter

Drengene med opmærksomhedsforstyrrelser som ADHD og ADD kan være lidt af en mundfuld, og de kræver derfor også lærere af en særlig karakter.

- Man skal kunne være varm om hjertet, klar i hovedet og kold i røven. Og så gælder det bare om at vælge den rigtige ting på det rigtige tidspunkt. Det er selvfølgelig ikke altid rosenrødt, og nogen gange er man nødt til at være kold i røven, siger Peter Kold Jensen.

Kold i bagdelen eller ej. Undervisningsformen virker, og det har også betydet store forandringer hjemme hos Martin Nørtofts familie.

- Han er blomstret helt vildt op, efter de er begyndt at undervise efter nye metoder. Vi bliver aldrig ringet op mere – førhen blev vi dagligt eller i hvert fald tre gange om ugen ringet op af skolen. Enten var han stukket af, eller der var store konflikter, siger Bibijanni Hansen, Mor til Martin, Hvide Sande. 

Mad over bål og intensiv læsning er en rigtig god måde at lære på for de 13 drenge i satellit-klassen.
Mad over bål og intensiv læsning er en rigtig god måde at lære på for de 13 drenge i satellit-klassen.
Foto: Anders Toft Bro, TV MIDTVEST

Martin er faktisk blevet så glad for skolen, at han gør alt for at komme derhen hver dag.

- Sidste år kunne jeg finde på at pjække. Det kan jeg ikke nu. Jeg har endda prøvet en dag, hvor jeg var syg. Havde det været sidste år, så var jeg aldrig kommet i skole. Det her år er jeg faktisk kommet i skole, selvom jeg har haft hovedpine og alt muligt, siger Martin Nørtoft.

En gruppe forældre har indstillet Satellitten til den landsdækkende Undervisningsmiljøpris. Vinder drengene prisen, følger der 100.000 kroner med – dem vil de bruge på en skitur.

Her kan du se hele indslaget om drengene fra Satellitten:

3:46