Ugle-Leifs vildeste oplevelse: Det overgår alt
Det er de færreste, der får lov at opleve Europas største ugle – hornuglen. Men Leif var heldig og fik endda en bonusoplevelse.
Stedet er en hemmelig grusgrav i Ringkøbing-Skjern-området.
- Det er meget vigtigt, at det forbliver hemmeligt både for uglens skyld, da den lige har ynglet, og så også fordi det er en arbejdsplads stadigvæk.
Leif Sundby Pedersen fra Videbæk satte vildtkameraer op lidt på chancen. Men heldet var med ham.
Da han tjekkede kameraerne i weekenden viste de fine billeder af Europas største ugle, hornuglen, som kan blive op til 70 cm lang og har et vingefang på op til 188 cm.
- Vi kan se, der ligger rester af et pindsvin, som den har spist, fortæller Leif Sundby Pedersen.
Ikke færre end 6 vildtkameraer fanger uglens eller uglernes mindste bevægelser.
- Det er faktisk rent held. Jeg gik efter nogle forhøjninger, hvor jeg troede, uglen godt kunne lide at spejde ud fra, og så havde den både gylpet og skidt flere steder, fortæller Ugle-Leif begejstret.
Det hele begyndte ved en tilfældighed, da ejeren hørte en ugle i grusgraven. Og da Ugle-Leif hørte det, gik han i aktion.
- Det her det er Europas største ugle. At få lov til at lave optagelser af og filme den det bliver ikke større, siger en meget rørt Leif Sundby Pedersen.
Første foran kameraet var en enkelt fotogen hornugle. Det var stort nok i sig selv.
Men så pludselig forleden nat peakede det, da to unger fik serveret natmad lige foran kameraet.
- Det overgår alt. Det er totalt unikt, og jeg tror ikke på, at det er lavet før i Danmark, slutter Leif Sundby Pedersen.