21-årig fængslet for voldtægt - nægter sig skyldig
Manden er sigtet for at have voldtaget en 16-årig pige i en beboelsesvogn.
Den 21-årige mand, der søndag blev anholdt for voldtægt i forbindelse med Bork Festival, er mandag blevet varetægtsfængslet i fire uger.
Det skete ved et grundlovsforhør ved retten i Herning.
Den 21-årige nægtede sig skyldig, men valgte ikke at kære kendelsen til landsretten, oplyser anklagerfuldmægtig ved Midt- og Vestjyllands Politi, Christian Skov Poulsen.
Grundlovsforhøret foregik bag lukkede døre, men sigtelsen blev læst op, inden dørene blev lukket.
Manden er sigtet for at have tvunget en 16-årig pige til vaginalt og analt samleje. Ifølge sigtelsen foregik voldtægten i en beboelsesvogn ved det tivoli, der er arrangeret i forbindelse med musikfestivalen.
Den 21-årige stammer fra Moldova og skulle have hjælp af en tolk for at kunne følge med i retsmødet.
Voldtægten skete ifølge sigtelsen klokken 1 natten til søndag - den sigtede blev anholdt søndag klokken 15.25.